22-07-2016

Ny kampagne sætter fokus på hæleri

DKR (Det Kriminalpræventive Råd) har indgået en aftale med adfærdsdesignbureauet/kl.7 og reklamebureauet Kindly, der skal stå for at udvikle en større landsdækkende kampagne, hvis formål er at forebygge hæleri blandt danskerne.
DKR sætter fokus på hæleri i Danmark i løbet af vinteren 2016/17. Hæleri er, når en person køber, sælger, opbevarer eller transporterer en vare, som er stjålet. Vi kender ikke det præcise omfang af hæleri, men det er kendt at antallet af indbrud er meget højt. DKR ønsker at sætte fokus på, at indbrud og hæleri hænger sammen, og at man direkte støtter indbrud, hvis man køber stjålne varer.

- Vi har en række undersøgelser på vej, som er lavet i forbindelse med kampagnen. De giver et billede af omfanget. Men de giver også et billede af, at mange faktisk er uvidende - eller i tvivl om - hvornår de er på vej til at blive hælere. Derfor skal kampagnen ikke pege fingre, men hjælpe danskerne til at være opmærksomme på de situationer, hvor man risikerer at blive hæler – altså køber en vare, som er stjålet, fx ved et indbrud i en privat bolig, udtaler Analyse- og kommunikationschef Elizabeth Bergmann Burns fra DKR.

Hvorfor begår vi hæleri?
Opgaven har netop været i EU-udbud, og DKR har lagt vægt på, at der skulle bruges adfærdsdesign i kommunikationsindsatsen mod hæleri. Kindly/KL.7 har i deres tilbud fokuseret på, at kampagnen skal påvirke vores neutraliseringsmekanismer, det vil sige, dét vi gør eller tænker for at undskylde og forklare vores handlinger.

- Vi har valgt at indgå et samarbejde med Kindly/Kl7 fordi de kommer med et spændende bud på en kampagne, som tager udgangspunkt i det, der sker psykologisk, når vi kommer til at købe stjålne varer. Mange gør det, men hvorfor bliver vi så forblændede af et godt tilbud, at vi kommer til at bryde loven? Og hvordan kan vi forebygge det? Det er de spørgsmål, som skal besvares for at skabe en god kampagne, slutter Elizabeth Bergmann Burns.

Indbrudstallet skal ned
Indbrud og hæleri er et af DKR’s fokusområder frem mod 2017. Indbrud er en af de største kriminalitetstyper i Danmark og antallet af indbrud ligger, trods et fald, stadig meget højt i forhold til andre lande i Europa. Et fald på dette område må antages at reducere den samlede kriminalitet.

Kilde: DKR

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk