Vejledningen understøtter ambitionen om, at en bruger – en borger eller en organisation, herunder virksomheder – kun skal afgive data til det offentlige én gang. Hvis konkret og entydig data allerede er afgivet, bør det genbruges – også på tværs af myndighedsskel, forudsat at det er sikkert, og der er hjemmel til det.
Hjælp til konkrete aktiviteter
Vejledningen giver en model for identifikation af databehov og datakilder, der er nødvendige og tilstrækkelige for at understøtte det konkrete selvbetjeningsforløb. Modellen rummer blandt andet hjælp til:
•afdækning af hjemmel for genbrug af data
•fastlæggelse af ønsket datakvalitet
•analyse og udvælgelse af datakilder
•behov for og tjeklister til at udarbejde aftaler mellem myndigheder (henholdsvis "data-afgivende og –anvendende") i forbindelse med datagenbrug
•overvejelser om teknisk integration, håndtering af dataformater og evt. tilhørende transformationer, datasikkerhed, m.m
Baggrund
Vejledningen er en del af initiativet Bedre digital kommunikation i Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020 og er forankret i Styregruppen for digital kommunikation. Vejledningen er udarbejdet med input fra en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra KL, Erhvervsstyrelsen, ATP, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt Landbrugsstyrelsen.