15-11-2016

I morgen åbner Sectech

I morgen åbner tryghedsmessen Sectech 2016 med en præsentation af de seneste løsninger inden for overvågning, adgangskontrol, alarmer, låse mv. Alt sammen noget, der normalt går under betegnelserne sikkerhed, sikring, security. Men hvad med tryghed? Dette positivt ladede ord sniger sig i hvert fald ind på messen allerede fra morgenstunden på åbningsdagen, hvor minikonferencen Tryghedskameraets dag finder sted. Det er tredje gang, Tryghedskameraets dag arrangeres i Danmark.

- Jeg kan ikke svare på, om vi på et tidspunkt måske vil begynde at kalde Sectech for en tryghedsmesse, men det, alle sikkerhedsudstillere præsenterer på messen, er i hvert fald produkter og løsninger, som dybest set har til formål at skabe tryghed for slutbrugeren. Når tv-kameraer sættes op med det formål at reducere kriminalitet og hærværk for eksempel i et boligområde eller i taxaer for at registrere voldelig eller truende adfærd hos passagererne, ja så tøver vi ikke med at kalde apparaterne for tryghedskameraer.

Det siger Jonny Sjöberg fra arrangøren AR Media, der på onsdag åbner den ottende Sectech-messe i Danmark. Messen bliver på lige årstal afholdt i København, og på ulige årstal i Stockholm (om efteråret) og i Oslo (om foråret).

Tryghedskameraets dag
Hvad kan dagens tv-kameraer egentlig? Hvordan ændres lovgivningen inden for persondatabeskyttelsen? Og hvordan går det med den netop igangsatte forsøgsordning med registrering af kameraer i Københavns Politi? Og hvad mener landets største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, om kameraer i det offentlige rum? Det er hovedingredienserne på denne tredje Tryghedskameraets dag formiddagskonference i Danmark, som finder sted onsdag den 16. november.
Yderligere information og tilmelding her.

Smarte byer og sikkerheden
Begrebet Internet of Things (IoT) hentyder til alle de apparater, maskiner, køretøjer, videokameraer, smartphones osv., der har en opkobling til nettet, og som skaber intelligente og smarte hjem - og i større skala smarte byer. Udviklingen raser derudad, men hvad med sikkerheden og sårbarheden? Det er et emne, som er under lup på Sectechs anden minikonference torsdag den 17. november.
Yderligere information og tilmelding her.

Produkterne er rygraden
- Konferencerne er en vigtig del af Sectech, men produkterne er messens krumtap og rygrad. Det kompakte format giver de besøgende et suverænt overblik over, hvad markedet har at tilbyde hvad angår produkter og tjenester på det sikkerhedstekniske område. Hvad angår de forskellige former for adgangskontrol, overvågnings- og alarmsystemer giver Sectech de besøgende svaret på spørgsmålet om, hvordan dagens udbud ser ud, siger Jonny Sjöberg.

Small is beautiful
Årets største danske sikkerhedsevent er ikke stort. Men med sine 40 udstillere og ca. 1.000 besøgende er Sectech dog en international messe med udstillere, der repræsenterer den mest avancerede sikkerhedsteknik fra globalt førende leverandører. Og i år er messen mere international end nogensinde med over en fjerdedel udenlandske udstillere.

- Hvis man googler udtrykket Small is beautiful, får man 97.500.000 hits, så der må være noget om snakken, smiler Jonny Sjöberg, der glæder sig til to dages koncentreret messe, minikonferencer og prisuddelinger for årets bedste sikkerhedsprodukter samt priserne Årets sikkerhedschef og Årets sikkerhedsvirksomhed.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk