02-11-2020

Herstedvesters tillidsrepræsentant: Vi har sagt det i årevis

Herstedvester Fængsel kom i søgelyset efter Peter Madsens flugt forleden. Men for Fængselsforbundets tillidsrepræsentant er det ikke noget nyt, at sikkerheden i fængslet er udfordret. Det har han nemlig gentagne gange påpeget overfor ledelsen.

”Så sent som den 20. august sagde jeg på vores samarbejdsudvalgsmøde, at personalesituationen er katastrofal,” siger John Rasmussen, der har været fængselsbetjent i Herstedvester Fængsel i 34 år og tillidsrepræsentant i 30 af dem.

Der har været sparerunder i al den tid, han har været ansat. Men før var det en form for bølgegang, hvor der blev skåret i personalet, og så ansat igen i bedre tider. De sidste tyve år er bølgerne kun gået én vej.

”Siden 2000 er der udelukkende blevet sparet. Der er ikke kommet flere betjente til. Samtidig er der kommet flere indsatte, flere psykisk syge og flere opgaver. Enhver kan vel se, at det ikke vil ende godt? Hver gang, der har været besparelser, har jeg påpeget konsekvenserne overfor ledelsen. For det er klart, at indhug i personalet har sikkerhedsmæssige konsekvenser,” siger John Rasmussen og forklarer, hvordan det påvirker sikkerheden i dagligdagen, når der er færre betjente på job.

”Da det gik godt, var vi 3-4 betjente på hver afdeling. Nu er vi ofte 2, og i løbet af en vagt, vil den ene af os tit skulle løse andre opgaver udenfor afdelingen. Så er vi én. Når alarmerne gik, stod vi førhen lynhurtigt 12-15 betjente. Sidst jeg så en alarm gå, kom der 5-6 betjente. Vi har samtidig en sikkerhedsstrategi, der er funderet på en dynamisk sikkerhed, der ikke længere eksisterer,” siger han.

Før kunne vi tage det i opløbet
Set i det lys, kom fangeflugten i sidste uge ikke som en overraskelse for den garvede Herstedvesterbetjent.

”Flugten overraskede mig i sin voldsomhed. Det er meget sjældent, at vi ser gidseltagning og trusler med våben i Kriminalforsorgen. Men det overrasker mig ikke, at den indsatte havde tid til at sidde og lave attrapper uden, at vi opdagede det,” siger han.

”Førhen fik vi oftere informationer fra andre indsatte, når noget var i gære på en afdeling, og vi havde også selv meget mere føling med, hvad der foregik blandt de indsatte. Der kan være meget, vi ikke ser, når vi er så få betjente på en afdeling.”

John Rasmussen frygter, at fangeflugten får de helt forkerte konsekvenser for de andre indsatte. De indsatte kan købe hobbyartikler, og der er mange af dem, der sidder og laver små hobbyprojekter og julegaver til deres familie.

”Det er i mine øjne en god og sund måde at bruge tiden på, mens man afsoner. Jeg er bange for, at man fra politikernes side nu reagerer ved at fjerne den mulighed for alle, fordi én har misbrugt den,” siger han.

Læs originalartiklen fra Fængselsforbundets nyhedsbrev Fængselsfunktionæren her.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk