03-06-2016

Forsikringsselskaber straffes ikke for ulovlig overvågning

Forsikringsselskaberne vil ikke blive straffet, fastslår erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

Forsikringsselskaberne vil ikke blive straffet, fastslår erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

Danske forsikringsselskaber har i mindst tre tilfælde benyttet sig af ulovlig overvågning af kunderne, men det bliver ikke straffet, slår minister fast til samråd. Socialdemokraterne vil have klarere regler. Det skriver Business.dk
I mindst tre tilfælde er det sket, at danske forsikringskunder er blevet hemmeligt overvåget af deres forsikringsselskab via en skjult monteret GPS-sender på kundens bil, men selvom det nu er slået fast, at overvågningen er ulovlig, vil de pågældende forsikringsselskaber ikke blive straffet.

Det fastslog erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) på et samråd torsdag. Ministeren var sammen med justitsminister Søren Pind (V) indkaldt til samråd af Socialdemokraterne, der ønsker klarere regler på området, efter blandt andre Berlingske har beskrevet forsikringsselskabernes brug af ulovlig overvågning.

Efter en grundig undersøgelse af forsikringsselskabernes efterforskning ved mistanke om forsikringssvindel slog Finanstilsynet ved årsskiftet fast i en rapport, at GPS-overvågningen er ulovlig. Tilsynet valgte dog ikke at gøre yderligere ved de to forsikringsselskaber, der i tre tilfælde altså har benyttet den ulovlige overvågning, skriver Business.dk

Og dette bakker erhvervsministeren op om, sagde han på samrådsmødet.

»I forhold til de tre konkrete tilfælde med brug af GPS-sporing har Finanstilsynet valgt ikke at komme med særskilte tilsynssanktioner over for de to involverede selskaber. Det skal ses i lyset af, at det er Finanstilsynets opfattelse, at GPS-sporing har fundet sted som følge af, at der har været en generel misforståelse i branchen om denne praksis'lovlighed,« sagde Troels Lund Poulsen og fortsatte:

»Jeg mener i den forbindelse, at det er fornuftigt, at Finanstilsynet har anlagt en generel betragtning med fokus på at sikre, at reglerne fremover bliver overholdt. Finanstilsynet vil naturligvis reagere, hvis selskaberne fremadrettet skulle benytte efterforskningsmetoder, som er blevet underkendt i rapporten.«

De to pågældende selskaber er ikke nævnt i rapporten, men tidligere har landet største forsikringsselskab, Tryg, oplyst til Berlingske, at selskabet har benyttet GPS-overvågning. Også Alm. Brand har fortalt til Berlingske, at selskabet én gang har benyttet metoden, men ikke gør det længere.

Kilde: Business.dk

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk