Så skal jeg da ellers love for at der gik hul på tv-overvågningsballonen. I årevis har vi i SikkerhedsBranchen råbt op om tv-overvågnings fortræffeligheder og muligheder som både præventivt og opklaringsmæssigt værktøj. Vi har efterlyst et nationalt register over tv-overvågningskameraer siden loven blev ændret i 2007, og næsten lige så længe har alle lige fra kommuner til private erhvervsdrivende med jævne mellemrum råbt på at få lov til at overvåge mere.

Men i politik er det gerne sådan, at en sag skal op at vende mange gange hos flere forskellige politikere, før der for alvor sker noget, og nu er turen åbenbart kommet til tv-overvågning. For som de fleste nok har bemærket annoncerede regeringen i oktober den såkaldte sikkerhedspakke, der i mine øjne udgør et decideret paradigmeskift indenfor tv-overvågning.

Vores fokus her i Danmark har altid været på privatlivsbeskyttelse frem for næsten alt. Det er et glimrende fokus, men nu er påsatte brande, eksplosioner og bandeskyderier altså gået så vidt, at regeringen er klar til at tænke anderledes og bruge meget mere tv-overvågning for at sikre danskernes tryghed og sikkerhed.

Det fremgår tydeligt af pakken, der indeholder meget mere end de famøse 300 kameraer, som medierne har fokuseret mest på. Pakken indeholder lovændringer, der potentielt kan sende tusindvis af nye kameraer ud i det offentlige rum når både private og offentlige får flere muligheder for at tv-overvåge. Derfor har sikkerhedspakken da også vakt en del kritik, især fra de mest ivrige fortalere for privatlivets fred.

Men kritikken har ikke fået regeringen til at ryste på hånden. Både statsministeren og justitsministeren har gang på gang fastslået, at tv-overvågning er et godt og effektivt redskab, og at det er på tide at udnytte teknologien bedre til at bekæmpe kriminalitet. Justitsministeren har endda givet udtryk for, at det er hans grundlæggende holdning at tv-overvågning er ”et gode, som hjælper os til at skabe tryghed og frihed i samfundet.”

Det ser jeg meget positivt på, men der skal trods alt være en balance mellem overvågning og privatliv. En del af den balance kan vi opnå ved at gøre politiets register, POLCAM, lovpligtigt for alle kameraejere. Det lægger regeringen også op til i sikkerhedspakken, og det er et tiltag jeg personligt har set meget frem til. Det har dog vakt en del bekymring hos privatlivsforkæmperne, og det lyder da også voldsomt at politiet skulle få adgang til alle kameraer i Danmark. Det er heldigvis heller ikke det, der sker i praksis.

POLCAM indeholder kun oplysninger om at der er et kamera på adressen, eventuelt hvilken vej det peger, og hvem politiet skal tage fat i for at spørge efter billeder. Registret sparer altså politiets efterforskere for en masse travetid for at finde kameraer i området omkring en forbrydelse, men vi er stadig langt fra Hollywood-scenarierne hvor enhver betjent lige kan taste sig ind på et tilfældigt kamera og følge med i skurkens og borgernes gøren og laden.

En anden måde at sikre balance mellem privatliv og sikkerhed er at sikre lovlighed og kvalitet i installationerne. For lad os være ærlige: Der sidder meget bras derude. Det gør der fordi alle og enhver kan købe et billigt kamera i et byggemarked eller på nettet og skrue det op uden at vide noget som helst om teknik, tv-overvågning og lovgivning. Meget mere fokus på tv-overvågning og snakken om videre rammer vil give flere gode installationer, men vil også uundgåeligt føre til mere bras – medmindre vi går problemet i møde ved at kræve en vis standard i alle installationer.

Et system til netop det findes i forvejen: Der er allerede over 60 ISO 9001-certificerede tv-overvågningsinstallatører, der lever op til en række faglige og tekniske krav og har godt kendskab til lovgivningen. Med en lovændring, der gør det obligatorisk at bruge en certificeret installatør, ville vi med et snuptag sikre kvalitet og lovlighed i alle installationer uden at gå på kompromis med de frie markedskræfter. Det ville faktisk være til gavn for alle, for udover at sikre lovlige tilstande, ville det også give politiet langt bedre billedmateriale at arbejde med når der skete noget.

Samtidig kunne vi lægge ansvaret for at indberette til POLCAM over på installatøren frem for den skomager, kantine eller tandlæge, der ejer anlægget – han har forhåbentlig travlt med at lave sko, mad eller gebisser. Det ville sikre en lind strøm af korrekte indberetninger, der blev opdateret ved service af anlægget, og installatøren kunne ved hjælp af den obligatoriske installationserklæring også oplyse antallet og placering af kameraer på adressen.

Alt dette har jeg sagt før – faktisk skrev jeg det her på siden dagen før statsministerens udmelding om sikkerhedspakken. Sjældent har min timing været så god, for med sikkerhedspakken har branchen vitterligt fået meget af det, vi har efterlyst i årevis. Men der er stadig masser at arbejde på, for netop sikring af lovlighed og kvalitet, certificering og ansvaret for indberetning til POLCAM er indtil videre ubesvaret i sikkerhedspakken. Det kommer muligvis i de lovforslag, der skal igennem i forbindelse med pakken, eller måske er det en af balloner, vi endnu ikke har fået hul på. I SikkerhedsBranchen arbejder vi derfor ufortrødent videre for at sikre at sikkerhedspakken vitterligt bliver til det gode for danskernes tryghed og sikkerhed.