05-05-2014

Den svenske regering luger ud i politimæssige opgaver

Det svenske politi kan få frigjort store ressourcer til kriminalitetsbekæmpelse, når perifære opgaver bliver flyttet over på andre hænder.

Det svenske politi kan få frigjort store ressourcer til kriminalitetsbekæmpelse, når perifære opgaver bliver flyttet over på andre hænder.

Sverige ligger langt foran Danmark i spørgsmålet om at lade især private vagtselskaber overtage dele af politiets opgaver. I forvejen har broderlandet procentuelt set langt flere vagter end herhjemme (og med større beføjelser), og nu har den svenske regering efterkommet et krav fra organisationen Säkerhetsbranschen om at finde ud af, hvorvidt en del af de politimæssige opgaver kan overføres til andre aktører.
Også den danske organisation SikkerhedsBranchen har i årevis kæmpet for den samme sag, hvilket bl.a. har resulteret i en studietur til Sverige sidste år for medlemmer af Folketingets Retsudvalg, og i onsdags den 30. april var der i Retsudvalget ”Høring om vagt- og sikkerhedsbranchen” med blandt andre indbudte eksperter fra Sverige.

I Sverige er man nu kommet så langt, at regeringen går i gang med at undersøge, om en del af de perifere og ikke-politmæssige opgaver, som i dag bliver udført af politiet, kan overføres til andre aktører, dvs. private vagtselskaber.

– Det er godt, at regeringen er vågnet op af sin Tornerose-søvn. Det er ikke nok med kun at give politiet penge. For at opnå et effektivt politi bliver vi nødt til at se på, hvordan resurserne bliver brugt, siger Säkerhetsbranschens formand Björn Eriksson. I et brev til den svenske justitsminister skrev han bl.a., at 85 procent af de politianmeldte forbrydelser aldrig bliver opklaret, og at en af forklaringerne er umulige betingelser, som politikerne har givet politiet (Björn Eriksson er selv forhenværende rigspolitichef).

– Det er ikke en dag for tidligt, at regeringen indser det urimelige i, at politiet sætter hegn op omkring nedlagte mineskater, transporterer indsatte og psykisk syge, uddanner vægtere, besigtiger tivolianlæg og tager hånd om forsvundne kæledyr, siger han, samtidig med at han opfordrer politikerne til at se virkeligheden, som den ser ud i dag, og ikke for 25 år siden.

– Meget er forandret. I udkantsområder er der stor mangel på politiresurser, og her skal der gøres noget for at øge trygheden. For eksempel ved at politi og vagtselskaber samarbejder mere. Her kunne man forestille sig, at kvalificeret vagtpersonale kunne få begrænset mulighed for at gribe ind over for kriminalitet, mener Björn Eriksson og fremhæver, at Stockholms metrosystem, Tunnelbanan, i flere år med succes har benyttet private ”ordningsvakter”, som har erstattet 200 politifolks arbejde med at holde orden på og omkring T-bane stationerne.

– I Landskrona patruljerer ordningsvakter i den centrale bydel, hvilket har medført, at antallet af overfald og hærværk er faldet med en tredjedel, og at andelen af borgere, som føler sig trygge er steget fra 47 til 61 procent, udtaler Eriksson også.

Ifølge Säkerhetsbranschen svarer de enklere og ikke-politimæssige arbejdsopgaver til 2.400 fuldtidsstillinger. Der er altså store resurser, som kan overføres til ren kriminalitetsbekæmpelse.

Björn Eriksson indrømmer, at det ikke kun er private vagtvirksomheder, der kan aflaste politiet, men også andre offentlige myndigheder og kommunalt ansatte kan komme på tale, afhængigt af opgavernes art.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk