10-02-2015

Danskerne vil svindel til livs

Hans Reymann-Carlsen

Hans Reymann-Carlsen

Over 90 procent af danskerne mener, at forsikringsselskaberne skal bekæmpe svindel med forsikringen. Det viser en ny undersøgelse af danskernes holdning til svindel udført af Userneeds på vegne af Forsikring & Pension.
At over 90 procent af danskerne mener, at forsikringsselskaberne skal bekæmpe svindel med forsikringen overrasker forsikringsbranchen.

- Det tyder på, at mange danskere synes, at hvis man svindler forsikringsselskabet, snyder man fællesskabet, siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i Forsikring & Pension.

39 procent af danskerne mener, at forsikringsselskaberne skal gøre alt, hvad de kan, for at opklare svindel. 52 procent mener, at forsikringsselskaberne skal gøre, hvad de kan, men kun i store sager.

- De ærlige kunder ved, at dem, der snyder, nasser på fællesskabet. Det vil de ikke finde sig i, siger Hans Reymann-Carlsen.

Selv om danskerne gerne vil have opklaret svindel med forsikringen, så er det de færreste, der vil anmelde naboen, hvis de opdager, at han eller hun svindler med forsikringen.

- Folk synes, det er forkert at svindle med forsikringen, men de synes også, det er svært at angive naboen, siger Hans Reymann-Carlsen.

Kun mellem to og 11 procent af danskere kunne finde på selv at melde forsikringssvindlere til politiet eller til forsikringsselskabet.

Andelen afhænger af, hvor grov svindelen er. Kun fem procent ville eksempelvis anmelde sagen, hvis de fik at vide, at en bekendt selv havde ødelagt sit tag for at få et nyt af forsikringsselskabet.

Undersøgelsen viser dog også, at lidt flere borgere, nemlig mellem 15 og 30 procent, trods alt ville bidrage med oplysninger om svindel, hvis de blev kontaktet direkte af et forsikringsselskab.

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk