07-07-2020

Bankerne hjælper politiet i kampen mod snyd med hjælpepakker

Juridisk direktør i Finans Danmark Kjeld Gosvig-Jensen.

62 gange har landets pengeinstitutter underrettet Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) om mistanke om svindel med hjælpepakkerne. Det viser de seneste tal fra SØIK. Bankernes rolle i bekæmpelsen af snyd er helt afgørende, når svindlen skal bekæmpes, mener Finans Danmark.

For bare fem uger siden havde bankerne underrettet bagmandspolitiet om 20 sager. Det antal er nu mangedoblet.

”Pengeinstitutterne har stort fokus på snyd og kriminalitet. Det kommer samfundet til gode – også under coronakrisen, hvor bankerne kan spotte personer og virksomheder, der snyder med hjælpepakkerne. Samarbejdet mellem bankerne og myndighederne har igen vist sig både vigtigt og givtigt. Det viser endnu en gang, at et endnu tættere samarbejde, som også indebær udveksling af oplysninger, vil være til gavn for samfundet, siger Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Finans Danmark.

Indsatsen har konsekvenser
De seneste års sager om hvidvask har ført til stadig skrappere krav til bankerne – og til kunderne. Samtidig har bankerne oprustet og har i dag endnu flere medarbejdere ansat end nogensinde før – alene til at spotte og stoppe økonomisk kriminalitet. Det betyder, at ikke bare hvidvask men en række sager om snyd og kriminalitet i dag bliver opdaget.

Ét af kravene er, at banken skal ”kende sin kunde”. Det vil sige, at der er krav om, at bankerne skal kende de reelle ejere af virksomheden. Kunden skal også overfor banken kunne redegøre for og forklare sit forretningsomfang i fremtiden. Ud fra blandt andet disse oplysninger kan bankerne lave en risikovurdering af den enkelte kunde.

”De skrappe krav har også betydning for kunderne. Det kan betyde, at enkelte kunder eksempelvis bliver afvist, når de ønsker at oprette en erhvervskonto, fordi de ikke lever op til ”kend din kunde”-kravene og mistænkelige forhold dukker op, når banken behandler sagen. Det kan virke urimeligt. Men bankerne må somme tider sige nej, fordi det er for usikkert. Det må også være i alle retskafne borgeres interesse”, siger Kjeld Gosvig-Jensen.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk