08-12-2020

Årets politihund kåret - arbejder på Vestegnen

Foto: Rigspolitiet.

Hvert år kåres ’Årets politihund’ blandt omkring 350 tjenestehunde i Danmark, og i 2020 tilfaldt æren schæferen Quattro fra Københavns Vestegns Politi.

I den anden ende af Quattros line er den mangeårige hundefører og politiassistent Allan Friis, og sammen gør de tjeneste i Københavns Vestegns Politis hundesektion på politigården i Albertslund og gaderne på Vestegnen.

Det er Dansk Kennel Klub, som efter indstilling fra Rigspolitiets nationale politihundetjeneste, kårer vinderhunden. Normalt sker det i et konferencecenter, men på grund af corona blev Quattro – og Allan – overrasket under træning i sidste uge.

Under træningen blev Quattro nemlig pludselig kåret af Dansk Kennel Klub i overværelse af en hundeleder fra Rigspolitiet, lederen af hundesektionen i Københavns Vestegns Politi, en hundetræningsleder og Allans børn.

Dermed indskrev Quattro og Allan sig ind i en lille eksklusiv skare af hunde, som siden 1992 er tildelt den ærefulde titel.

”Jeg er glad på Allans vegne, for han er hundemand til benet, og ingen hund bliver så dygtig uden et stort og vedholdende arbejde. Jeg er stolt over hundesektionen, for arbejdet med hunde er en holdindsats, hvor alle træner og arbejder sammen – og det her viser en meget høj faglighed. Vi er altid på arbejde for borgerne på Vestegnen, og det gør mig særlig stolt og glad, når vi kan vise dem, at vores politihunde er helt i top,” siger politikommissær Brian Munck, leder af politihundesektionen, Københavns Vestegns Politi.

Quattro er snart 10 år, har været godkendt som patruljehund siden 2012, er siden mønstret som ’gruppe 1’-hund og nedgravningshund og har deltaget i over 600 opgaver – primært på Vestegnen men også i andre politikredse. Det har spændt vidt fra bistand med at opsnuse spor og beviser i alvorlige forbrydelser til at fange tyveknægte på flugt eller finde savnede voksne og børn.

Mest omtalt er nok, da Quattro og Allan fandt den kun 2-årige forsvundne dreng Storm i en nordsjællandsk skov om natten i 2015.

Allan er 53 år, har været politimand i 32 år og hundefører i 18 år – altid på Vestegnen. Quattro er hans anden gruppe 1-hund, og eftersom Quattro er i sin karrieres efterår, er træningen med Allans tredje generation polititjenestehund i gang.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk