02-03-2015

Advarsel mod dyrt bonderfangeri

De virksomheder, som allerede har booket en stand på SecurityUser Expo i Bella Center, 22.-24. september, eller som overvejer at gøre det, skal være opmærksomme på henvendelser fra firmaer, der tilbyder optagelse i diverse "udstiller index" og /eller  "messeguides". Ignorér sådanne henvendelser, lyder det fra arrangøren af SecurityUser Expo, AR Media International.

Bella Center og AR Media har kendskab til følgende firmaer, som ser ud til at benytte nogenlunde samme forretningsmetoder:

Fair Guide i Østrig (Construct Data Verlag AG og www.fairguide.com)

Expo-Guide med adresse i Mexico (www.expo-guide.com)

Event-Fair (wwwdb s.r.o i Bratislava, Slovakiet, www.eventandfair.org)

Firmaerne tilbyder typisk optagelse/annoncering i hjemmesidens messeguide. Det fremgår ikke tydeligt ved fremsendelsen af tilbuddet, men vi gør opmærksom på, at man ved underskrivelse af en kontrakt typisk binder sig til at betale et større beløb for en periode på tre år, og man får intet for pengene.

Hverken Bella Center eller AR Media har på noget tidspunkt haft noget med disse firmaer at gøre og har ikke udleveret navne eller adresser på udstillere. Disse skaffer firmaerne sig selv ved at kopiere fra de forskellige udstillingers hjemmesider.

Fair Guide/Construct Data Verlag AG opererer i flere lande, og i Tyskland er der afsagt dom i en sag mod firmaet. Construct Data Verlag AG er blevet dømt for bedrageri, de har ikke ret til at gøre krav om betaling gældende mod en kunde, der havde underskrevet firmaets formular, kundens optagelse på internetsiden skal slettes, og Construct Data Verlag AG skal betale begge parters sagsomkostninger.

AR Media og Bella Center tager stærkt afstand fra firmaernes metoder og opfordrer udstillere til at være opmærksomme, hvis de bliver kontaktet af firmaer, der tilbyder den type ydelser og/eller påstår at have et samarbejde med Bella Center eller Ar Media.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk