”Protect yourself against theft” er overskriften på en ny flyer, som Københavns Politi nu vil uddele til udenlandske turister, der den kommende tid besøger København.
Baggrunden er, at sommermånederne traditionelt byder på en mindre stigning i af antallet af anmeldte tricktyverier, og da gerningsmændene ofte udser sig turister og deres værdigenstande som mål, er den engelsksprogede flyer et forsøg på at hjælpe de udenlandske sommergæster.
”Vi ved fra tidligere år, at den kommende periode formentlig betyder en mindre stigning i antallet af anmeldte tricktyverier, og vi har også den seneste tid foretaget flere anholdelser af tricktyve. Der er ofte turister blandt de forurettede, og lige som vi tit er ude med gode råd til almindelige borgere, så vil vi også gerne oplyse turisterne om, hvad de selv kan gøre for at forebygge at blive udsat for et tricktyveri,” siger politikommissær Mathias Holm, der er leder af Københavns Politis Indbruds- og Tyverisektion 2.
Papirtrick og dansetrick
På flyeren advares turisterne blandt andet om det såkaldte papirtrick og også dansetricket. Grundlæggende forsøger gerningsmændene at skabe forvirring og aflede den forurettedes opmærksomhed, hvorefter der stjæles for eksempel mobiltelefoner eller pengepunge.
”Tyvene opererer ofte på steder med mange mennesker – for eksempel turistattraktioner, butikscentre eller ved stoppesteder i den kollektive trafik. Det gode råd er derfor, at man er opmærksom, holder sine lommer og tasker lukket og generelt gør det så svært som muligt for gerningsmændene at komme til sine værdigenstande,” siger Mathias Holm.
Københavns Politi vil den kommende tid uddele flyeren til passagerne på krydstogtskibe samt til turister, der træffes i Indre By og ved turistattraktionerne. Bliver man udsat for trick- eller lommetyveri, opfordres man til med det samme at ringe til politiet på tlf. 1-1-4.











.jpg?w=480&action=fill&sh=61e8c)

















