16-06-2026

Sundhedsdata sælges på veletableret sort marked

Stjålne sundheds- og patientdata bliver solgt og delt i en etableret undergrundsøkonomi, hvor ransomwaregrupper, access brokers og svindlere samarbejder om at tjene penge på patientoplysninger. Det viser en rapport fra Trend Micro-selskabet TrendAI, som over en periode på 12 måneder analyserede 7.779 forumindlæg, 21.813 annoncer og 95 lækkede ransomware-sider med tilknytning til cyberkriminalitet rettet mod sundhedssektoren.

Rapporten viser, at sundhedsdata fortsat er særligt attraktive for cyberkriminelle, fordi oplysningerne er følsomme, har lang levetid og kan anvendes til flere former for svindel.

Meget ransomware

Salg af data relateret til ransomware stod for 36,3 procent af aktiviteten på de kriminelle markedspladser, og analysen viser også et stigende fokus på leverandører af elektroniske journalsystemer, hvor ét enkelt sikkerhedsbrud kan ramme hundredvis af sundhedsorganisationer.

– Sundhedsdata har udviklet sig fra blot at være stjålne oplysninger til at være et langsigtet kriminelt aktiv. Og sundhedsdata er særligt følsomme af natur, fordi diagnoser, behandlingshistorik eller biometriske data – i modsætning til eksempelvis et kreditkort eller en adgangskode – ikke bare kan spærres og erstattes, siger Martin Fribrock, Country Manager for Sverige, Finland og Baltikum hos TrendAI.

Stadigt større risikofaktor

TrendAI advarer om, at angreb mod sundhedssektorens leverandørkæder, eksempelvis leverandører af sundhedssoftware og medicinske platforme, bliver en stadig større risikofaktor. Det giver cyberkriminelle mulighed for at opskalere angreb langt ud over det enkelte hospital eller den enkelte klinik.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk