23-06-2026

Faldende antal episoder med vold og trusler mod fængselsmedarbejdere

Graf: Danmarks Fængsler

Antallet af episoder med vold og trusler mod Danmarks Fængslers (tidligere Kriminalforsorgen) medarbejdere er faldet cirka 47 procent siden 2017.

Antallet af episoder med vold og trusler mod medarbejdere i Danmarks Fængsler er faldet til det lavest målte niveau siden 2017. Antallet faldt i 2025 til 361. Det er et fald på cirka 47 procent siden 2017, hvor tallet var 679.

Faldet er samtidig sket i en periode, hvor det gennemsnitlige belæg er steget med cirka 23 procent.

Danmarks Fængsler har i løbet af de seneste 10 år arbejdet målrettet på at nedbringe vold og trusler med en lang række konkrete tiltag. Det er sket ved blandt andet at indføre systematisk registrering og opfølgning, styrket konflikthåndtering, mere efteruddannelse af personalet i at deeskalere situationer, bedre understøttelse af forebyggelsesaktiviteter og ved generelt at have øget fokus på medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø.

Nultolerance har hjulpet

Faldet i episoder tog sin begyndelse i 2015, hvor Danmarks Fængsler indførte nultolerance over for vold og trusler mod medarbejdere. Nultolerancen omfatter alle hændelser, hvor medarbejdere har oplevet, at de var udsat for vold eller trusler.

Siden er der blandt andet indført klare retningslinjer for registrering af hændelser, alle hændelser bliver som udgangspunkt politianmeldt, og der er indført skærpede sanktioner for indsatte, der truer eller begår vold. Indsatte, der overfalder medarbejdere, bliver overført til afdelinger med højere sikkerhed.

Med strafreformen styrkes flere af de initiativer, der forebygger og forbedrer arbejdsvilkårene, og der sættes ind, hvis en medarbejder udsættes for en episode. Eksempelvis udvides det interne psykologkorps samt det interne forebyggelses- og mæglerkorps. Desuden tilbydes der blandt andet supervision til alle, ligesom der er sundhedsordning til alle ansatte og støtteforløb ved sygdom eller skader.

Fakta

Det gennemsnitlige belæg er i perioden 2017-2025 steget med cirka 23 procent.

En analyse af perioden oktober 2023 til september 2024 viste, at 30 indsatte (ca. 1 pct.) stod bag samlet set 37 procent af alle hændelser. De 30 indsatte havde været involveret i tre eller flere hændelser.

Der blev etableret et nyt registreringssystem medio 2016 som følge af nultolerancepolitikken. På grund af de markante ændringer i registrerings- og anmeldelsespraksis er data om vold, trusler og hærværk mod ansatte før og efter 2017 ikke sammenlignelige.

Uddannelsen og efteruddannelsen af medarbejderne er styrket, så der blandt andet er fokus på at deeskalere tilspidsede situationer, og der er etableret et mæglerkorps, hvis opgave er at håndtere akut opståede arbejdsmiljøudfordringer. Derudover har der været et markant fokus på sikkerhed i fritiden.

Arbejdsmiljøet er forbedret, hvilket betyder, at der ved voldsomme hændelser aktiveres et kriseberedskab, der tilbydes støtteforløb til medarbejderne, der er fokus på forebyggelse af PTSD og belastningsreaktioner, og endeligt er der etableret et internt psykologkorps i Danmarks Fængsler, der blandt andet gennemfører supervision med ansatte.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen
Luk