Det aktuelle trusselsbillede kræver hurtigere og mere effektiv cybersikkerhed understøttet af AI. Samtidig står mange af Europas regulerede sektorer – herunder sundhedssektoren, den offentlige sektor, finansielle institutioner og kritisk infrastruktur – over for en grundlæggende udfordring: Hvordan udnytter organisationer fordelene ved cloudbaseret AI-sikkerhed uden at gå på kompromis med kravene til datasuverænitet?
Kravene bliver i stigende grad formaliseret gennem blandt andet GDPR, NIS2 og DORA samt tilsvarende europæiske regulativer. Det handler ikke længere kun om, hvor data opbevares, men også om dokumenteret kontrol med, hvem der har adgang til data, hvordan de krypteres, hvordan leverandøradgang overvåges, og hvordan data håndteres i forbindelse med support og drift.
Udviklet specifikt til det europæiske regulatoriske miljø
Som svar på disse krav lancerer Palo Alto Networks (NASDAQ: PANW) og Deutsche Telekom (XETRA: DTE) nu Sovereign Cortex with T Security. Løsningen giver Europas mest regulerede organisationer adgang til Palo Alto Networks' AI-drevne SecOps-platform Cortex og gør det muligt at anvende cloudbaseret sikkerhed uden at gå på kompromis med datasuveræniteten. Med Deutsche Telekom som uafhængig europæisk partner for datasuverænitet kombinerer løsningen Cortex-platformens fulde funktionalitet med suverænitetskontroller, der er udviklet specifikt til det europæiske regulatoriske miljø.
"Europæiske organisationer – fra offentlige myndigheder til operatører af kritisk infrastruktur – har været meget tydelige over for os: De har brug for AI-drevet cybersikkerhed i realtid, og de har brug for dokumenterbare kontroller for datasuverænitet. De skal ikke tvinges til at vælge mellem de to. Denne løsning er vores svar på de krav, vi møder fra både kunder og myndigheder i hele Europa. Den respekterer Europas krav til datasuverænitet, samtidig med at den leverer den sikkerhed og de platformfordele, som kundernes drift i dag er afhængige af," siger Helmut Reisinger, CEO EMEA, Palo Alto Networks.
Afsæt i kundernes krav
Løsningen er udviklet i tæt dialog med regulerede organisationer og offentlige myndigheder i hele Europa. Fokus har været på dokumenterbare krav og konkrete kontroller frem for generelle fortolkninger af datasuverænitet. Samtidig er løsningen designet til at kunne udvikle sig i takt med fremtidige regulatoriske krav på området.
Sovereign Cortex with T Security bliver i første omgang tilgængelig for organisationer inden for sundhedssektoren, finansielle tjenester, den offentlige sektor og kritisk infrastruktur. En bredere udrulning følger efterfølgende. Den første version forventes lanceret i tredje kvartal 2026.





























