Danske Milestone er en af de tidlige brugere af det nyintroducerede Nvidia Omniverse Blueprint for Smart City AI, en referenceplatform til at optimere byers drift med digitale tvillinger og AI-agenter. Milestone udvider også sin dataplatform med Nvidia Cosmos for at generere syntetiske videodata baseret på virkelige input. Ved at kombinere virkelige og syntetiske data vil Milestone udvikle og træne Vision Language Models (VLMs) på en ansvarlig måde. Den europæiske cloud-udbyder Nebius vil stille den nødvendige GPU-kraft til rådighed til modeltræning.
Åbner nye horisonter
AI åbner nye muligheder for smartere og mere effektive byer med Project Hafnias dataplatform – fra intelligent trafik- og transportstyring til forbedret sikkerhed og tryghed for mennesker og ejendom.
VLMs lærer at forbinde tekstdata med visuelle data som billeder og videoer, hvilket gør dem i stand til at generere opsummeringer og indsigt ud fra visuelle input. Milestone Systems samarbejder med Nvidia om at give europæiske byer som Genova mulighed for at opbygge og finjustere computer vision- og AI-applikationer baseret på data, der er fuldt ud lovlige og etisk fremskaffede. Projektet er forankret i reguleringsoverholdelse, datamæssig mangfoldighed og AI-relevans, og er i overensstemmelse med EU’s lovgivning, herunder GDPR og AI-forordningen. Det sikrer både gennemsigtighed og retfærdighed i udviklingen af AI-teknologi.
Verdens første platform
- Jeg er stolt af, at vi med Project Hafnia lancerer verdens første platform, der lever op til EU’s regulatoriske krav og er drevet af Nvidia-teknologi. Med Nebius som vores europæiske cloud-udbyder kan vi nu levere lovmedholdelige videodata af høj kvalitet til træning af vision-AI-modeller — fuldt forankret i Europa. Det markerer et vigtigt skridt i at støtte EU’s fokus på gennemsigtighed, retfærdighed og tilsyn inden for AI og teknologi – fundamentet for ansvarlig AI-innovation, siger Thomas Jensen, CEO i Milestone.
Milestones Project Hafnia har til formål at levere det manglende led i udviklingen af video-centreret AI ved at tilbyde et lovligt og etisk datasæt til finjustering af klassiske videoanalysemodeller og VLM’er. VLM’ens præcision og ydeevne optimeres til at køre på Nvidia GPU’er og i Nvidia AI Blueprint for video search and summarization (VSS).
Første tjeneste baseret på transportdata fra Genova
Project Hafnia tilbyder nu en fuldt europæisk Vision Language Model til transportstyring. VLM’en er drevet af Nvidia og trænet på et stort datagrundlag med ansvarligt indsamlede og lovlige transportdata fra Genova, Italien.
- AI opnår resultater, man indtil for nylig ikke troede mulige, og forskningen på området udvikler sig konstant. Vi gik begejstret med i Project Hafnia for at give udviklere adgang til vigtige videodata til træning af nye vision-AI-modeller. Denne datadrevne tilgang er en kerneværdi i den italienske treårsplan for it og skal fremme **digital transformation i Italien og især i den offentlige sektor, siger Andrea Sinisi, ansvarlig for informationssystemer i Genova.
Selvom fokus i disse samarbejder i første omgang ligger på videodata, er rammeværket designet til at skalere til flere domæner og datatyper, hvilket gør det muligt at udvide og tilpasse projektet og øge værdien af dataene fremadrettet. Både det tilhørende datasæt og den finjusterede VLM vil blive gjort tilgængelige for byer, der benytter Project Hafnia, via en kontrolleret licensmodel, der understøtter Europas AI-ambitioner uden at gå på kompromis med etiske standarder.
Nebius som europæisk cloud-løsning
Den NVIDIA-baserede cloud-udbyder Nebius vil fungere som EU-baseret cloud-løsning i samarbejdet med Genova. Ved at vælge Nebius som suveræn cloud-udbyder sikres fuld overholdelse af EU’s databeskyttelseslovgivning, samtidig med at målsætninger om digital suverænitet opfyldes, og følsomme offentlige data forbliver inden for EU’s jurisdiktion.
- Project Hafnia er præcis den slags virkelighedsnære AI-udfordringer i stor skala, som Nebius er bygget til, siger Roman Chernin, Chief Business Officer hos Nebius.
- Udvikling af AI kræver i dag en infrastruktur, der er konstrueret til gennemløbsstærke og robuste arbejdsbyrder, med præcis kontrol over, hvor data opbevares og hvordan det håndteres. Fra vores EU-baserede datacentre til vores dybe integration med Nvidias AI-platform har vi opbygget en løsning, der lever op til de højeste krav til ydeevne, privatliv og gennemsigtighed, siger han.





























