19-10-2022

Milestone lancerer ny vækststrategi

- Vi gør klar til at sætte nye standarder med datadrevne løsninger, som også kan tilpasses nye markeder og industrier, siger CEO Thomas Jensen.

Danske Milestone Systems, der leverer datadrevet videoteknologi, offentliggør nu nye planer for at bringe virksomhedens softwareplatform i spil uden for sit traditionelle sikkerhedsmarked. Det sker med afsæt i nye, specialiserede løsninger til blandt andet sundhedssektoren.

Milestone lancerer en vækststrategi, der i løbet af fem år skal mere end fordoble Milestones omsætning. Denne målsætning bygger på, at virksomheden har identificeret nye forretningsmuligheder uden for det, der betragtes som det traditionelle video-sikkerhedsområde. CEO i Milestone Systems, Thomas Jensen, forklarer:

- Vi gør klar til at sætte nye standarder med datadrevne løsninger, som også kan tilpasses nye markeder og industrier, siger Thomas Jensen og fortsætter.

- Vi ser en fremtid, hvor datadrevet videoteknologi kan styrke samfundets sammenhængskraft og udviklingsmuligheder i bredere forstand.

Milestone omsatte i 2021 for over 1,1 mia. kroner og rundede 1000 medarbejdere.

Som noget af det første, vil Milestone blandt andet i 2023 introducere nye løsninger til sundhedssektoren med afsæt i XProtect-platformen, der kan integreres med en bred vifte af enheder.

Fokus på etik

Milestones dataløsninger hjælper i dag brugerne med at forstå deres omverden gennem video og data og vil fremadrettet også kunne forudsige utilsigtede hændelser. Denne udvikling vil således styrke Milestones position som teknologileverandør, men kalder ifølge Thomas Jensen også på ansvarlig teknologianvendelse:

- Milestone er medforfatter til det såkaldte Copenhagen Letter fra 2017, der ansporer virksomhederne til at sætte mennesker over teknologi. Nu tager vi sammen med vores partnere næste skridt og arbejder på at introducere nye initiativer, der skal udbrede ansvarlig og tryg teknologianvendelse, siger Thomas Jensen.

Milestones nye vækststrategi blev præsenteret på virksomhedens globale partnermøde i Dubai tidligere i oktober måned.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk