31-05-2018

Innovative får ny CEO efter 23 år

Harald Rønning bliver ny øverste chef for Innovative.

Efter 23 år som CEO for Innovative Business Software A/S (Innovative) har Jens Middelbo Outzen besluttet nu at fokusere på videreudvikling af kunde- og øvrige forretningsrelationer på det internationale marked, herunder i Norge og Sverige. Per 1. juni overtager Harald Rønning således det samlede ansvar for hele koncernen og indtræder som ny CEO i det danske moderselskab.

Innovative er inde i en rivende udvikling med fokus på udbredelse af selskabets løsninger på det internationale marked. I 2017 blev der foretaget betydelige investeringer i opbygning af salgsselskaber i Norge og Sverige og fortsat produktudvikling af løsninger til udvidet anvendelse hos en stadig større kundegruppe.

Rolleskiftet gennemføres for at få det maksimale udbytte af Jens Middelbos mangeårige erfaring med internationalt salg og Harald Rønnings tilsvarende langvarige erfaring med succesfuld opbygning og ledelse af nordiske virksomheder. Udover fokuseringen på den internationale forretningsudvikling vil Jens tillige bruge sin langvarige erfaring med ledelse af Innovative til at støtte Harald mest muligt gennem et tæt og tillidsfuldt samarbejde.

Jens Middelbo Outzen, Director of International Business Development, forklarer:

- Harald Rønning bringer årtiers erfaring fra ledelse af nordiske virksomheder indenfor sikkerhedsbranchen ind i Innovative. Harald har i det sidste år været ansat som CEO i Innovative Norge. Tidligere var Harald en af grundlæggerne af Safetel Group, hvor han bestred posten som CEO i mere end 15 år. Harald har arbejdet i sikkerhedsbranchen siden de tidligere 80’ere. Tillige har han erfaring som Senior Account Manager i telecom-industrien i Norge gennem sin ansættelse i Telenor, hvor han havde ansvaret for nogle af de største kunder. Udover Haralds mange erfaringer fra sit tidligere virke har jeg gennem det seneste år opnået et meget tæt og tillidsfuldt samarbejde med ham, hvorfor jeg trygt overlader det overordnede ansvar for Innovative. Jeg ser frem til skiftet og glæder mig rigtig meget til at kunne bruge mere tid sammen med vores kunder og partnere, og derigennem medvirke til vores fortsatte vækst.

Harald Rønning supplerer: 

- Gennem mit tidligere virke som CEO i Safetel blev jeg bekendt med Innovative som et spændende og innovativt selskab med en stærk markedsposition i en spændende niche i sikkerhedsindustrien i Danmark, og et potentiale for at opnå samme stærke position i hele Norden og videre ud i Europa. Det er spændende at være med til at udvikle Innovative videre. Efter et år i selskabet er jeg yderligere styrket i troen på en stærk fremtid for Innovative, og jeg ser frem til at bidrage til den videre vækst og udvikling.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen