21-06-2021

Tre kvinder anholdt for avancerede butikstyverier via Coop-appen

Foto: Coop.dk

Fyns Politi har i en koordineret politiaktion anholdt tre kvinder i alderen 25-36 år i henholdsvis Odense, København og Aarhus for usædvanligt udspekulerede butikstyverier begået mod Coop-butikker i hele landet. Ud over de tre anholdte er yderligere tre kvinder fra Odense-området sigtede i sagen.

De mange butikstyverier er gået ud over en række butikker i Coop-kæden, hvor kvinderne misbrugte Coop-app’en til at begå tilsammen omkring 200 butikstyverier.

Politiet mener, at de seks kvinder begik tyverierne sammen to og to eller tre og tre. Imens den ene af kvinderne fyldte indkøbskurven med varer for typisk et par tusind kroner og scannede varerne ind i Coop app’en på sin mobiltelefon, så lagde en anden kvinde samtidig varer i sin indkøbskurv for et meget lille beløb. Disse varer scannede denne anden kvinde ind i Copp app’en på sin mobiltelefon.

Derefter lykkedes det kvinderne at snyde systemet i Coop-app’en, så de kun betalte for den lille portion varer. Af hensyn til sikkerheden omkring betalingssystemet kan politiet ikke oplyse yderligere om den anvendte metode.

En meget usædvanlig sag
- Det er en meget usædvanligt sag, hvor der på udspekuleret vis er begået kriminalitet. Derfor er vi også meget tilfredse med, at vi i dag har kunnet anholde tre af de i alt seks kvinder, vi mener står bag butikstyverierne. Vi ser alvorligt på den her type sager, og vi håber at dagens anholdelser sender et klar signal til andre om at holde sig på den rigtige side af loven, siger politikommissær Finn Wegner fra Fyns Politi, som oplyser, at der er stor forskel på, hvor mange af de af butikstyverierne de enkelte kvinder har deltaget i, det svinger mellem 12 og 136 forhold.

Det var Coop selv, der i efteråret 2020 opdagede, at der var noget galt, og derfor anmeldte sagen til Fyns Politi. Anmeldelsen førte til en omfattende efterforskning, som i dag førte til de tre anholdelser i sagen. Politiet har i løbet af dagens været i kontakt med samtlige de seks sigtede kvinder i sagen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk