19-08-2021

Overgangen til MitID er i gang

De første skridt på slutbrugernes vej mod en mere sikker, digital infrastruktur i Danmark bliver nu taget, oplyser Digitaliseringsstyrelsen.

Fra nu af vil NemID-brugerne så småt kunne se de første tegn på, at MitID på sigt kommer til at overtage NemID’s rolle som nationalt, digitalt ID.

Nye regler
Både NemID og MitID er sikre løsninger, men MitID skal blive ved med at være sikker i mange år frem. Der er derfor skærpede krav til sikkerheden i det kommende MitID. I praksis betyder det nye processer for, hvordan man kan få et digitalt ID. Brugernes identitet skal bekræftes ud fra nye regler, som går spadestikket dybere, end hvad der hidtil har været behov for. Årsagen er, at kravene til sikkerhed på it-området har ændret sig meget, siden NemID blev lanceret i 2010.

For nogle borgere vil de skærpede krav få betydning for overgangen til MitID. Der er nemlig behov for, at de ID-oplysninger, som er knyttet til deres NemID, opdateres, før de kan få MitID. I praksis er der tale om, at borgerne bekræfter deres NemID-identitet. Det gælder primært for de borgere, som har fået udstedt NemID online, samt nogle af dem, der har fået NemID via deres bank.

Identiteten bekræftes digitalt
Digitaliseringsstyrelsen har udviklet en digital proces, som skal gøre det muligt for borgerne at opdatere deres oplysninger selv.

Med den seneste opdatering af NemID nøgleapp er det nu muligt at scanne sit pas og dermed bekræfte sin identitet. Processen minder om den proces, der er kendt fra oprettelsen af et digitalt kørekort. Ved at scanne sit pas online hæves sikkerhedsniveauet i NemID automatisk, og borgerne vil leve op til kravene for at få MitID.

Brugerne bliver kontaktet
Fra august 2021 vil de brugere, der skal opdatere deres oplysninger, blive kontaktet direkte af Digitaliseringsstyrelsen. Alle brugere af NemID nøgleappen vil dog allerede nu kunne opleve at se muligheden i appen, hvis de henter den nyeste opdatering.

Brugere, der skal opdatere deres ID-oplysninger, men som kke har mulighed for at gennemføre processen i NemID nøgleappen, vil få stillet andre muligheder til rådighed for at få MitID. Det vil ske efter, MitID er blevet lanceret, oplyser Digitaliseringsstyrelsen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk