29-08-2019

Ny chefpolitiinspektør på Bornholm kommer fra PET

Jacob Kofod Ipsen. Privat foto.

45-årige Jacob Kofod Ipsen tiltræder som ny chefpolitiinspektør ved Bornholms Politi pr. 1. september.

Som navnet måske antyder, er Jacob bornholmer, men hans karriere i politiet har udspillet sig i Københavns Politi og i de senere år hos PET.

Allerede i 2010 blev Jacob Kofod Ipsen interesseret i politilivet ved Bornholms Politi.

”I forbindelse med snekatastrofen omkring jul i 2010, var min familie og jeg hjemme på Bornholm for at holde jul. D. 25. december blev jeg kontaktet af min chef i København, der bad mig tage ind til Politigården i Rønne for at hjælpe til”, fortæller Jacob Kofod Ipsen og fortsætter: ”Her så jeg, hvad kollegaerne ved Bornholms Politi kan præstere, og hvad bornholmerne kan i fællesskab som ø. Og så blev jeg meget begejstret for det helt unikke samarbejde mellem myndighederne på Bornholm. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Det vil jeg gerne være en del af, hvorfor det allerede den gang blev indført som et karriereønske i min lederudvikling".

Særligt samarbejdet med de øvrige myndigheder fylder også i forbindelse med Folkemødet. ”Folkemødet er en fantastisk oplevelse, også som politimand. Her står hele dansk politi sammen om at sikre såvel politikere som gæster en god oplevelse, hvor der er fokus på, at det skal være festligt, folkeligt og fornøjeligt, samtidig med at vi er klar til at håndtere, hvad der måtte opstå af situationer”.

Jacob Kofod Ipsen understreger også det gode samarbejde mellem Bornholms Politi og borgerne på Bornholm. ”Det er ikke noget, vi må tage for givet, og der skal fortsat arbejdes på at bevare og bedre dialogen mellem borgere og politi, så vi kan sikre, at bornholmerne fortsat vil være blandt de tryggeste i landet og have høj tillid til politiet”.

Et andet fokusområde er at tiltrække politiansatte til Bornholm. Bornholms Politi står over for et større generationsskifte i de kommende år, så det er vigtigt at få tiltrukket politiansatte til øen. Både de nyuddannede og mere erfarne kollegaer. ”Heldigvis oplever vi for tiden en søgning til Bornholms Politi, som kan hjælpe os med en smidig overgang, når vi i de kommende år sender flere erfarne kollegaer på pension”, siger Jacob Kofod Ipsen. ”Men selv om vi nu for første gang i flere år oplever stor interesse for vores lille politikreds, skal vi fortsat have fokus på at rekruttere politiansatte til Bornholm og det gode politiliv”.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen