11-05-2020

Forsvarets Efterretningstjeneste søger it-talenter til det danske Cyberlandshold

Man kan nu kvalificere sig til det danske Cyberlandshold, som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) står bag. Cyberlandsholdet skal repræsentere Danmark, når de europæiske cybermesterskaber finder sted i Østrig til november.

Er du mellem 15-25 år, og har du forudsætningerne for og lysten til at forsvare Danmarks ære ved de kommende europæiske mesterskaber (European Cyber Security Challenge), så har Forsvarets Efterretningstjeneste måske brug for dig, når vi for fjerde år i træk deltager i mesterskaberne.

De europæiske mesterskaber er et initiativ fra ENISA, Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed, som blandt andet skal øge bevidstheden om behovet for større cybersikkerhed og viden om de trusler, som findes i det virtuelle miljø. Et af formålene er ligeledes at opfordre unge mennesker til at søge en karriere inden for it.

”Som landstræner for cyberlandsholdet håber vi igen i år at kunne tiltrække landets største, unge it-talenter til at forsvare Danmarks i forvejen stærke renommé overfor omverden”, siger chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Kvalifikationen til det danske Cyberlandshold starter allerede i rekrutteringsprocessen, hvor der er indlagt koder og opgaver i kampagnefilmen og på www.Cyberlandsholdet.dk, der er første test i optagelsen. Så er du nysgerrig og vedholden, og er du et talent indenfor it-området, har du gode muligheder for at nå langt i udvælgelsen.

Der er ansøgningsfrist for optagelse den 31. maj 2020.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen