05-03-2021

Første fase af coronapas lanceret

Det varer ikke længe, før der findes et simpelt, digitalt coronapas. Foto: Pixabay.

Allerede nu kan man se og printe et personligt coronapas på sundhed.dk, og fra midten af marts lanceres løsningen også i MinSundhed-appen. Inden sommer vil der være en samlet digital løsning, oplyser Digitaliseringsstyrelsen.

I februar blev der sat gang i arbejdet med at udvikle et digitalt coronapas, som skal bidrage til en gradvis, forsvarlig og hensigtsmæssig genåbning i Danmark. Det er nu muligt at printe et coronapas på Sundhed.dk, hvor den enkelte borger kan tilgå status for PCR-test og vaccine.

Coronapasset vil løbet af marts blive gjort tilgængelig i Min Sundhed-appen, og der arbejdes også på hurtigst muligt at gøre kviktest tilgængelige i MinSundhed-appen. Testsvar på PCR-tests kan dog allerede ses på MinSundhed appen i dag, og inden længe kan vaccinestatus også ses i appen. Det vil sige, at der findes et simpelt digitalt coronapas via MinSundhed-appen snarest.

Dette sker parallelt med, at der bliver arbejdet på højtryk på at udvikle en samlet løsning for et digitalt coronapas, der er nemt at bruge, oplyser Digitaliseringsstyrelsen.

For at sikre, at løsningen rammer den konkrete efterspørgsel, og er anvendeligt for dem, der skal bruge det, er der blevet nedsat et partnerskab med erhvervs- og kulturlivet. Der er den 2. marts afholdt første møde i partnerskabet, hvor der blev givet fuld opbakning til hurtigst muligt – i forlængelse af de eksisterende løsninger på sundhedsområdet – at lancere en løsning, der kan understøtte genåbningen.

Den samlede digitale løsning planlægges færdiggjort i løbet af maj. Derudover er det et vigtigt fokusområde at sikre, at der er sammenhæng mellem den danske løsning og fx en fælles EU-tilgang.

Fakta

Arbejdet med udviklingen af en løsning for et digitalt coronapas sker i et samarbejde på tværs af Sundhedsministeriet, Danske Regioner, Erhvervsministeriet, Justitsministeriet, Kulturministeriet og Finansministeriet samt i et samarbejde med erhvervs- og kulturliv.

Udviklingsarbejdet vil også få tilknyttet et advisory board bestående af eksperter fra Dataetisk Råd og Cybersikkerhedsrådet, der skal rådgive om de mere tekniske, dataetiske og sikkerhedsmæssige aspekter ved den digitale løsning. Et lignende setup blev også anvendt i forbindelse med udviklingen af SmitteStop-appen sidste forår.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk