09-03-2020

Flere kvinder i vagtbranchen

Jakob Thykier, direktør på UCplus.

Sammen med repræsentanter fra en række traditionelle mandebrancher går uddannelsescentret UCplus til kamp for at få flere kvinder til at vælge et job som f.eks. vagt, lastbilchauffør eller buschauffør. Det gør de med kampagnen ’Kvinder kan’ og et kæmpe kvinde-event d. 6. marts som optakt til kvindernes internationale kampdag. Arrangementet åbnes af beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard.

”Vi arbejder for et lige og mangfoldigt arbejdsmarked, hvor det ikke er kønnet men interessen og evnerne, der afgør valget af uddannelse og job. Et arbejdsmarked, hvor arbejdskraften frit kan flyde derhen, hvor der er brug for den,” forklarer direktør på UCplus, Jakob Thykier.

Kønsopdeling er et problem for den enkelte og for samfundet

Danmark har et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor langt de fleste arbejder i et fag, hvor deres eget køn udgør over 75 procent. Nogle fag domineres næsten fuldstændigt af det ene køn. Transport- og vagtbranchen et er typiske mandefag, men det vil UCplus, der uddanner vagter og chauffører til bus, taxi og lasbilbranchen gerne rykke ved med kampagnen Kvinder kan!

”Den stærke kønsopdeling kan både være et problem for den enkelte, der oplever begrænsede uddannelses- og jobmuligheder men også for samfundet, da kønsopdelingen kan føre til arbejdskraftmangel. Vi ønsker at åbne det kønsopdelte arbejdsmarked op og skabe inspiration og viden om, hvordan det er at være kvinde i de her brancher, så alle frit kan vælge en uddannelse og job uanset kønsstereotype forestillinger”, fortæller Jakob Thykier.

Borgmester vil have flere kvinder i ”mandebrancher”

Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V) skal den 6. marts holde åbningstalen til arrangementet. Og hun understreger hvor vigtigt det er, at vi skaber et arbejdsmarked, hvor vi ikke lader os begrænse af køn.

”I kampen for at hjælpe flest mulig i gang ude på arbejdsmarkedet, skal vi turde nedbryde fordomme og tankerne om, at nogle brancher passer bedre til mænd end kvinder. Køn er ikke relevant. Det er til gengæld motivation, vilje og lyst. Jeg er fuld af beundring overfor de kvinder som optræder som rollemodeller og viser, at man sagtens kan være vagt, buschauffør eller politibetjent,” siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Skal have flere kvinder for at sætte det bedste team

Arbejdsgivere fra brancherne støtter op om kampagnen. De ser et stort potentiale i at få flere kvinder til at vælge et job i de ellers mandsdominerede fag. Det handler både om at sikre, at der er arbejdskraft nok men også om at skabe mere harmoniske arbejdspladser. Jonas Tradsborg er uddannelseschef hos Securitas, der aktivt arbejder med skabe mangfoldighed i organisationen.

”I Securitas arbejder vi med at skabe mangfoldighed både horisontalt og vertikalt i organisationen, også når det gælder fordeling af mænd og kvinder. Grundlæggende har vi brug for diversitet og mangfoldighed til at sætte det bedste team. Det gælder ikke kun i vagtbranchen men i alle brancher. Alle byder ind med forskellige kompetencer kvinder såvel som mænd. Derfor arbejder vi på at skabe større diversitet og gennemsigtighed til, hvad jobbet som vagt indebærer, for at vise og inspirere til, at kvinder selvfølgelig også passer ind i vores branche.”



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen