14-05-2025

Dom i sag om 876 stjålne sidespejle

Der er nu afsagt dom i en sag om ikke færre end 876 stjålne sidespejle fra sjællandske biler. Årelange fængselsstraffe samt udvisning blev resultatet af retssagen

Der er faldet dom i en sag ved retten i Lyngby. Sagen handler om temmelig grove tyverier af sidespejle fra biler – hovedsageligt af mærkerne Audi, BMW, Mercedes og Tesla. De dømte er to udenlandske mænd på hhv. 34 år og 26 år, og tyverierne er begået i perioden fra den 31. oktober 2024 til den 19. december 2024.

Efterforskningen af sagen, der er foregået i Udlændingekontrolafdelingen (UKA Øst) hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, har afdækket, at de to mænd i forening har stjålet 876 sidespejle til en samlet værdi på ikke under 2.000.000 kr. Tyverierne er foregået fra 438 forskellige adresser på Sjælland (Gentofte, Værløse, Birkerød, Virum, Holte, København S, Valby, Vanløse, Brøndby, Dragør, Charlottenlund, Glostrup Albertslund, Hvidovre, Kgs. Lyngby, Ishøj, Kastrup, Vallensbæk Strand, Farum, Allerød, Kokkedal, Espergærde, Hørsholm, Rungsted Kyst, Vedbæk, Nærum, Ølstykke, Frederikssund, Greve, Køge, Roskilde, Jyllinge, Solrød Strand, og Strøby).

Standset pakket indeholdt en masse spejle

Politiet kom på sporet af de to mænd, da politiet i december 2024 fik standset nogle pakker, som var på vej ud af landet, og som viste sig at indeholde en masse sidespejle. Politiet kunne spore pakkerne tilbage til de to dømte og deres opholdsadresse, hvor der blev fundet en hel del stjålne sidespejle.

De to mænd blev anholdt og sigtet den 19. december 2024, og har siden den 20. december 2024 siddet varetægtsfængslet.

Den 26-årige og den 34-årige blev begge idømt 2 år og 3 måneders fængsel og fik et indrejseforbud for bestandig.

- Det er en sag, hvor en meget stor persongruppe har været ofre for tyverier, og hvor der samlet set er stjålet for et stort beløb. Derudover har tyverierne medført store gener for de forurettede. Jeg er derfor tilfreds med, at retten har set med samme store alvor på sagen, som vi har i politiet og anklagemyndigheden, siger anklager Jens Ole Jensen, fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk