07-11-2023

SikkerhedsBranchen tager ansvar og dropper PFAS/PFOA

Af Kasper Skov-Mikkelsen, direktør for SikkerhedsBranchen

For nylig offentliggjorde SikkerhedsBranchen en god og vigtig nyhed. Medlemmer af SikkerhedsBranchens udvalg for slukningsanlæg samt medlemmer af udvalget for håndildslukkere udfaser PFAS/PFOA. I stationære slukningsanlæg gjaldt det fra 24. oktober 2023 og for håndildslukkere gælder det pr. 1. januar.

Det er et stort – og ikke mindst et vigtigt skridt. PFAS/PFOA er nemlig et meget skadeligt stof, som er meget svært at nedbryde – og så er det i øvrigt unødvendigt i langt de fleste tilfælde. Derfor er jeg også meget glad for og stolt over, at medlemmerne i foreningen står sammen og ikke mindst tør at gå forrest.

Mange gange går det ikke så hurtigt i det politiske liv, sådan som vi ellers godt kunne tænke os – også i det tilfælde, hvor det er åbenlyst, hvad vi skal gøre. PFAS står nemlig først til at blive udfaset i EU-regi tidligst i 2025. Hvis man skal forsvare EU lidt, kan man anføre, at der er PFAS i rigtig mange produkter, hvor de angiveligt er sværere at undvære end i slukningsmidler. Uanset det i nogle tilfælde kan være svært at komme af med PFAS betyder det ikke, at de enkelte brancher ikke har et ansvar for at se sig selv i øjnene og være med til at hjælpe miljøet.

At en lang række virksomheder nu er blevet enige om denne beslutning, vidner også om vigtigheden af fællesskaber og fora, hvor virksomhederne kan samles og drøfte vigtige problemstillinger – problemstillinger, der også har betydning og relevans for resten af samfundet. De to respektive udvalg har selv sat problemstillingen og PFAS/PFOA på dagsordenen og har diskuteret, hvordan medlemmerne hver især skal forholde sig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at udfasningen af PFAS giver nogle af vores medlemmer udfordringer i markedet. Det gør det bare endnu mere imponerende, at alle har bakket op om initiativet.

Medlemmer af SikkerhedsBranchen vil fortsat servicere slukningsanlæg/håndildslukkere, der har et indhold af PFAS/PFOA under grænseværdien, indtil de skal udskiftes. Vi opfordrer naturligvis kunderne til, at det sker så hurtigt som muligt, og er behjælpelige med alternativer til de skadelige stoffer.

For mig har det også været en spændende proces at være med til, da vi denne gang ikke kun har gjort en forskel for branchen og brand- og kriminalitetsbekæmpelse, men også for miljøet.

  



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk