10-05-2021

Bosch: Kameraer bliver mere og mere brugt som sensorer

Sikkerhedsindustrien og især netværkskameraer er på vej mod et paradigmeskift.

Sikkerhedsindustrien og især netværkskameraer er på vej til et paradigmeskift, hvor de i stigende grad vil blive brugt som sensorer, mener man hos Bosch Building Technologies.

Bosch betragter i stigende grad sikkerhedskameraer som sensorer, der kan bruges proaktivt til mange forskellige typer formål - snarere end som hidtil: reaktiv brug til sikkerhedsapplikationer.

- 2021 bliver året, hvor vi begynder at se mere AI i produkterne baseret på kundernes ønsker, siger Anders Karlsson, produktchef for sikkerhedsprodukter i Norden hos Bosch Building Technologies. Og han fortsætter:

- Vi tror på, at kameraerne vil blive brugt som sensorer til mange forskellige ting. Kameraer bruges i industriel teknologi, til hjemmemarkedet, i mobilteknologi, i videospil som en sensor til at aflæse ting - det er den vej udviklingen går, og her skal vi være involveret.

Nyt paradigmeskift
Anders Karlsson mener, at sikkerhedsbranchen står over for et lignende paradigmeskift, som det, der fandt sted fra analogt til netværkskameraer.

- Dengang gik branchen fra at bestå af sikkerhedsfirmaer og -installatører til, at rene it-virksomheder tog et stort stykke af markedet. Og her tror jeg, man er parat til næste skift. Nu vil det gå mere mod yderligere funktionalitet, der har at gøre med sensorteknologi.

Og det bliver en udfordring - fordi det til dels handler om andre kompetencer og stiller andre krav til datasikkerhed og it-sikkerhed, siger Anders Karlsson.

- Tidligere havde vi regler for, hvordan man trækker et kabel. Nu tror jeg, reglerne vil gå mere i retning af håndtering af, hvordan data bruges, både på en privatlivssikker og en teknisk måde. Og hvis du ikke har et system, der kan kommunikere machine to machine eller produkt til produkt, så tror jeg, du bliver udeladt.

AIoT nyt buzzword
Anders Karlsson mener, at der vil være mere og mere sensorteknologi i fremtiden, og at AIoT (kombination af AI og IoT) vil være et koncept, som branchen vedtager.

- Tidligere, når vi har talt om funktion i kameraer, har det drejet sig om videoanalyde og persontælling, men fremover vil det blive omtalt som AI-detektorer, både af os og andre producenter.

Han mener, at AI-detektorerne i kameraerne er blevet meget mere intelligente på det seneste. Og samtidig er der sket et skift fra, at producenterne kom med ideerne og forsøgte at få produkterne ud og få dem tilpasset forskellige vertikaler – til, at det nu er flere lokale markeder, som stiller krav til, hvad de ønsker. Og så er det op til teknikerne at udvikle en AI-detektor, der er nyttig for kunderne.

- For et par år siden var alt helt lukket og proprietært. Derefter gik det mod åbne systemer for at kunne kommunikere videoinformation. Nu indebærer åbne systemer, at du kan kommunikere data mellem hinanden, og det går henimod, at kravspecifikationen kommer fra en slutkunde, og den skal hurtigt kunne implementeres på et produkt, siger Anders Karlsson.

Anvendelsesområder i vækst
Bosch er stærk inden for infrastrukturprojekter og større systemer. Virksomheden får mange ønsker om intelligente trafiksystemer (ITS), hvor strømme i trafikken kan styres.

- Foruden ønsker om kameraer til konventionel sikkerhed, ser vi også ønsker om styring af trafikstrømme, optimering af energiforbrug , ventilation, belysning og snerydning.

Et eksempel er, at kameraer kan se, om der er beskidt på vejene, og så kan andre sensorer bruges til at måle luftforurening. Og i tunneler kan sensorer måle antallet af partikler, så man lettere kan beslutte, om ventilatorerne skal startes.

- Det kan også dreje sig om at kunne læse skilte og godsmærkning og hvad containere indeholder. Hvis en lastbil med farligt gods kører ind i en tunnel, kan det være godt at vide, hvad den kører med, hvis der skulle ske noget i tunnelen fx i forbindelse med et stop eller en brand, siger Anders Karlsson.

Remote er en selvfølge
Anders Karlsson mener, at der i dag er en stor accept mht. at bruge AI-produkter og sensorer privat, ligesom Siri i i-phonen. Men med hensyn til et produkt, der normalt er blevet betragtet som et sikkerhedsprodukt, har folk ofte et andet mindset:

- For eksempel kan man som privatperson måske stille krav til sin arbejdsplads om, at det skybaserede kamerasystem ikke skal have lov til at gemme data i skyen, men på hjemmefronten har den samme person al sin bankvirksomhed online og sin bil tilsluttet en form for skytjeneste – så bliver det lidt mærkeligt.

Anders Karlsson mener, det drejer sig om en modningsproces, og at det vil tage måske et års tid endnu, før det ny har fået fuld gennemslagskraft. Det er mere eller mindre blevet en selvfølge at kunne håndtere kameraer eksternt, og det er noget, som folk forventer sig.

- I dag kan jeg bestille service i min bilapp og finde ud af, om noget skal kontrolleres, og det er det samme med et kamera, som er tilsluttet en remote-portal. Jeg ville forlange mindst det samme af dette system som af min bil-app, slutter Anders Karlsson.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk