02-12-2019

Vejledninger fra PET i terrorsikkerhed i offentlige rum og i bygninger

En af PETs vejledninger handler om at tage stilling til risikoen for køretøjsangreb i udendørs offentlige rum.

PET offentliggør nu to nye vejledninger om terrorsikkerhed: ”Tænk terrorsikkerhed i udendørs offentlige rum” og ”Tænk terrorsikkerhed i bygninger”.

Vejledningerne henvender sig til aktører, der enten planlægger, rådgiver om sikkerheden i offentlige rum eller om sikkerhed i bygninger – det vil sige byplanlæggere, byrumsudviklere, arkitekter, konstruktører og ingeniører. Vejledningerne skal ses som en hjælp og støtte til de virksomheder, kommuner og organisationer, der arbejder inden for disse områder.

”Det er vores ambition, at vi med disse vejledninger bidrager til en nødvendig forståelse af, hvorfor det er vigtigt at tænke sikkerheden ind i planlægningen af såvel offentlige rum som bygninger. Det gælder for eksempel, at fysisk sikring og design sammentænkes mest optimalt i en byggeproces eller, at man tidligt i planlægningen af offentlige rum og pladser tilrettelægger trafikal regulering på den mest hensigtsmæssige måde, siger Henrik Bjelke Hansen, chef for forebyggende afdeling.

PET har som national sikkerhedsmyndighed til opgave at bidrage til, at samfundet rustes til at imødegå terrortruslen. PET vurderer, at dialogen med de aktører og organisationer, der er med til at udvikle byrum og bygninger i Danmark er vigtig, så man på forsvarlig vis kan styrke udviklingen af fremtidens infrastruktur og byområder med afsæt i sikkerhed over for en potentiel terrortrussel og samtidig giver brancherne en række retningslinjer.

I juni 2019 blev vejledningen ”Tænk terrorsikkerhed ved større arrangementer” offentliggjort. PET arbejder ydermere på et idekatalog til terrorsikring i bygge- og anlægsprojekter. Kataloget vil blive offentliggjort i den kommende tid.

Find vejledningerne her.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen