24-04-2024

Forbedret drone til Søværnets farvandsovervågning

Den nye drone kan lette og lande vertikalt, hvilket stiller mindre krav til de steder, den skal flyve fra. Dermed kan den anvendes mere fleksibelt og i højere grad end hidtil. Foto: Forsvaret.

I denne uge letter en stor og forbedret drone for at støtte Søværnets farvandsovervågning. Dronen kan lette og lande lodret, hvilket gør anvendelse af den mere fleksibel.

En ny, stor drone skal støtte Søværnets farvandsovervågning. Dronen kan lette og lande vertikalt, hvilket stiller mindre krav til de steder, som den skal flyve fra. Dermed kan den anvendes mere fleksibelt og i højere grad end hidtil, oplyser Forsvarskommandoen.

Dronen skal patruljere i området langs Jyllands nord- og vestkyst fra Ålbæk Bugt og langs kysten nord og vest om Jylland til Ringkøbing Fjord.

Dronen kan dels brugs til generel patruljering, dels til at flyve ud til for eksempel specifikke fartøjer og sende billeder hjem af dem til Søværnets martime overvågningscenter.

Overvåger miljøsyndere

Dronen er ubemandet og fjernstyret og har lang flyvetid. Ud over farvandsovervågning kan dronen også bidrage med øget miljøovervåning af havarealet ved for eksempel at opdage og lave optagelser af formodede olieudslip. Dermed skal dronen medvirke til at gøre livet mere besværligt for miljøsyndere.

Dronen og projektet er finansieret af EMSA, som er et EU agentur, og den indgår i det fælles europæiske droneprojekt kaldet Insight24. EMSA har gennem de seneste år opbygget en betydelig service, hvor medlemslandene kan anmode om dronestøtte til deres farvandsovervågning, oplyser Forsvarskommandoen.

Den service anvendes bredt over hele Europa af næsten alle medlemslande, der har et søterritorie og af EU-agenturer, der arbejder på havet, eksempelvis EFCA, som er EU’s fiskerikontrolagentur. I servicen indgår droner af flere forskellige typer, og erfaringerne udveksles mellem brugerne, så løsninger og operationerne optimeres.

Søværnet har haft adgang til at anvende EMSA-droner i andre udgaver allerede i 2022 og 2023, men siden er dronen blevet forbedret til at kunne lette og lande lodret. Ligeledes er det havareal, som dronen overvåger, blevet udvidet løbende. Ud over at hjælpe Søværnet skal dronen også flyve missioner for Toldstyrelsen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk