16-09-2020

To rumænere fængslet i sag om stort tyveri af professionelt værktøj

De to mænd blev anholdt i en tungt læsset bil nær Padborg af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest, hvor rumænerne var på vej ud af landet med genstandene.

To rumænske mænd på 20 og 25 år blev fredag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, sigtet for omfattende tyveri af professionelt hånd- og elværktøj samt udstyr til en entreprenørmaskine.

Begge nægter sig skyldige, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

De to mænd blev anholdt torsdag aften på Sønderjyske Motorvej nær Padborg af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi, hvor rumænerne var på vej ud af landet i en rumænsk indregistreret personbil, der var tungt læsset med genstandene.

Den videre efterforskning skal afdække, hvor de formodede tyvekoster er blevet stjålet.

Fakta om UKA Vest

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.

UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.

På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.

UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.

Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest, og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen