20-11-2019

Sådan undgår du at blive snydt til Black Friday

Foto: Pixabay

Forud for Black Friday den 29. november giver it-sikkerhedsekspert Niels Frederiksen fem gode råd til, hvordan man undgår at blive snydt af it-kriminelle.

Tusindvis af gange bliver der kørt varer gennem de digitale kasseapparater i løbet af de 24 timer, som fænomenet Black Friday varer. Sidste år handlede danskerne ifølge Foreningen for Dansk Internethandel for 500 mio. kroner på internettet, og det gør dagen, der i år falder den 29. november, til årets største enkeltstående handelsdag. Og til trods for kabelnedbrud sidste år, slog salget alle rekorder – det samme forventes at ske igen år.

Populariteten er bestemt ikke gået de it-kriminelles næser forbi, og de forsøger med et væld af fupforsøg – fx falske webbutikker – at snyde tilbudsjægerne til at afgive personlige oplysninger eller installere virus. Sådan lyder advarslen fra Mimecast, som er et af verdens førende firmaer inden for it-sikkerhed.

Der er heldigvis modtræk til de it-kriminelles fupforsøg. Her kommer fem anbefalinger til at hjælpe dig sikkert gennem Black Fridays tilbudsjungle fra it-sikkerhedsekspert Niels Frederiksen fra Mimecast.

Køb dine varer på et sikkert netværk

Sørg for, at din computer, telefon eller tablet er på et sikkert netværk – fx din teleudbyders datanetværk eller dit hjemmenetværk, hvis det er beskyttet med en adgangskode. Handler du på et åbent netværk som på en café, kan hackere nemmere opsnappe oplysninger som dit navn, adresse og betalingskort.

Klik aldrig på popop-vinduer

”Klik her og spar 50 procent”. Sådanne slagtilbud kan lyde besnærende – især under Black Friday, hvor øjet i forvejen er rettet mod tilbud. Du bør dog modstå fristelsen, for med metoden kan cyberkriminelle nemt føre dig over på hjemmesider, som gør din pc sårbar over for angreb.

Gå i stedet altid direkte til butikkens hjemmeside eller køb via firmaets officielle app hentet i Google Play Butik eller Apples App Store.

Brug altid unikke adgangskoder

I nogle webbutikker kan du opnå større rabatter, hvis du registrerer en bruger og tilmelder dig et kundeprogram. Det er der intet galt i, men du bør bruge en unik adgangskode. På den måde er det kun denne profil, en it-kriminel får adgang til, hvis denne hacker dit kodeord.

Kassér de utrolige tilbud i din indbakke

Det vrimler med slagtilbud og store besparelser på Black Friday, og mange af dem lander i din e-mailindbakke i form af nyhedsbreve. Her bør du straks slette dem med vedhæftede filer, for der er overhængende fare for, at det er en virus eller en anden ondsindet fil.

Tjek afsenderes adresse

Støver du renommeet som familiens tilbudshaj af ved at videresende e-mails med de bedste besparelser? Det bør du være påpasselig med, for cyberkriminelle maskerer e-mails med farlige filer, så det ser ud, som om de kommer fra anerkendte firmaer.

Du kan hurtigt afsløre svindelmailen ved at kigge på afsenderens e-mailadresse. Der vil nemlig være uoverensstemmelse mellem afsenderes navn og den del af mailadressen, som står efter snabel-a’et.

Om Mimecast

Mimecast er udbyder af cybersikkerhed og sikkerhedspolitik, der hjælper tusinder af organisationer over hele verden med at gøre e-mails mere sikre, gendanne tillid og styrke it-sikkerheden mod angreb. Mimecasts udvidede cloud-løsning giver organisationer mulighed for at implementere en omfattende cybersikkerhedsstrategi. Fra e-mail- og websikkerhed, arkiv- og databeskyttelse til medarbejdertræning i it-sikkerhed. Mimecast hjælper organisationer med at stå stærkt over for cyberangreb, compliance-risiko samt menneskelige og tekniske fejl.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen