13-04-2019

Rigspolitiet forlænger aftalen med Coor

Foto: Rigspolitiet

Aftalen med Coor om facility management-serviceydelser til politiet, Den Centrale Anklagemyndighed og Kriminalforsorgen forlænges af Rigspolitiet.

Det bliver Coor, der de næste seks år sørger for mad i kantinen, rene ruder, vaskede gulve, fordeling af posten samt rene biler hos politiet, Den Centrale Anklagemyndighed og Kriminalforsorgen. Det er resultatet af et udbud fra Rigspolitiet i sommeren 2018, der havde til formål at indgå en samlet aftale for de tre myndigheder.

Politiet har siden 2012 udliciteret serviceopgaverne – også kaldet facility management – til firmaet Coor, og aftalen har dækket alle politikredse og lokaliteter under politiet. Den nye aftale med Coor kommer nu også til at omfatte Den Centrale Anklagemyndighed og Kriminalforsorgen.

Serviceopgaverne i Den Centrale Anklagemyndighed har delvist været løftet via politiets kontrakt med Coor, dels af myndighedens eget personale og dels via mindre servicekontakter, mens serviceopgaverne for Kriminalforsorgen i dag løftes via flere mindre servicekontrakter og eget personale.

Ydelserne dækker blandt andet over rengøring, kantinedrift, post og intern service, vedligehold af bygninger og tekniske anlæg, vognparkservice og arealpleje. Hos politiet vil Coor også stå for den praktiske hittegodshåndtering og for at assistere i forbindelse med akutte og planlagte opgaver.

- Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med Coor og til at bygge videre på arbejdet med at skabe en professionel facility management-organisation med fokus på at understøtte politikredsene i deres arbejde for at værne om samfundet og skabe tryghed og sikkerhed for borgerne. Vi ser ligeledes frem til at bidrage til professionaliseringen af Facility Management i Den Centrale Anklagemyndighed og Kriminalforsorgen, her hvor de bliver en del af kontrakten om facility management for alle tre myndigheder under Justitsministeriet, siger Jesper Kammersgaard, afdelingschef i Koncernstyring i Rigspolitiet.

I udbuddet har Rigspolitiet særligt lagt vægt på kvaliteten. Kontrakten har en forventet årlig værdi på over 250 mio. kr. og indeholder en mulighed for at forlænge kontrakten med yderligere tre år.

Aftalen gælder fra den 1. september 2019 hos politiet og Den Centrale Anklagemyndighed, mens den først træder i kraft den 1. november 2019 hos Kriminalforsorgen.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen