Check Point Research, som er en del af Check Point Software Technologies, har netop udgivet sin Cyber Attack Stats-rapport for november 2025. Rapporten viser, at organisationer verden over i gennemsnit blev udsat for 2.003 cyberangreb om ugen – en stigning på 4 pct. sammenlignet med november 2024 og 3 pct. mere end i oktober. I Danmark blev virksomheder i november i gennemsnit ramt af 1.368 cyberangreb om ugen, omtrent på niveau med sidste år (-1 pct.). Tallet dækker over alle typer cyberangreb, men det betyder dog ikke, at trusselsbilledet er blevet mildere.
Ransomware er fortsat en af de mest ødelæggende cybertrusler og fylder mere i angrebsbilledet. I november blev der globalt registreret 727 succesfulde ransomware-angreb, hvilket svarer til en stigning på 22 pct. i forhold til samme måned sidste år. Samtidig bidrager virksomhedernes brug af generativ AI til at forstærke denne udvikling. Når følsomme oplysninger deles via AI-værktøjer, får cyberkriminelle bedre forudsætninger for at målrette og gennemføre ransomware-angreb.
Angreb mod ejendoms- og udlejningsbranchen er Nordens nye højdespringer
Globalt set er uddannelsessektoren fortsat den mest angrebne branche med 4.656 ugentlige angreb pr. organisation, efterfulgt af offentlige myndigheder med 2.716 ugentlige angreb. I Norden, herunder Danmark, ser billedet anderledes ud. Her er offentlige myndigheder den mest ramte sektor, efterfulgt af telesektoren, som udgør kritisk infrastruktur, og herefter ejendoms- og udlejningsbranchen, der er blandt de hurtigst voksende mål for cyberkriminelle.
Balder Borup, Security Engineer Team Leader hos Check Point Software Technologies i Danmark, ser en klar tendens til, at angrebene intensiveres:
- Ransomware er blevet mere raffineret og lettere at gå til. Når kritiske sektorer som myndigheder, teleselskaber og en ny højdespringer som ejendomsbranchen rammes, påvirker det ikke kun it-afdelingerne, når angrebet står på – det kan hurtigt udvikle sig til en forretnings- og samfundskrise.
- Samtidig ser vi, at virksomhedernes brug af generativ AI skaber en helt ny angrebsflade og gør det nemmere for cyberkriminelle at stjæle personfølsomme eller forretningskritiske data. Mange medarbejdere deler uvidende netop den type oplysninger, når de bruger AI-værktøjer, og det giver ransomware-grupper langt bedre muligheder for at ramme mere præcist og med større effekt, når de indleder deres angreb.
- Derfor er det afgørende, at virksomheder fastlægger klare regler for brugen af AI og sikrer, at følsomme oplysninger aldrig forlader organisationen gennem disse værktøjer, afslutter Balder Borup.




























