For andet år i træk er det lykkedes Politiforbundet at hente et trecifret millionbeløb hjem i erstatning til skaderamte medlemmer. I sagens natur er det både en god og en dårlig nyhed. God, fordi man naturligvis skal have erstatning, hvis man kommer til skade i forbindelse med sit arbejde. Men også dårlig, fordi skaderne helst skulle have været undgået.
Trecifret millionbeløb for andet år i træk
Politiforbundet har to år i træk hentet erstatninger for mere end 100 millioner kroner hjem til skaderamte medlemmer. Årstallet er det år, en arbejdsskadesag er afgjort. Det tager ofte flere år, fra skaden er sket, til der falder en afgørelse. Antallet af sager per år siger derfor ikke noget om den overordnede udvikling i antallet af arbejdsskader.
2025: 114 mio. kroner i alt fordelt på 57 sager
2024: 140 mio. kroner fordelt på 65 sager
2023: 75 mio. kroner fordelt på 33 sager
Desuagtet er der blevet lukket 57 arbejdsskadesager i 2025 med en samlet erstatning på 114 millioner kroner til følge.
- Det er et uhyggeligt højt tal, synes jeg. Men det viser, at når uheldet er ude, så er det vigtigt at have en stærk fagforening i ryggen, så man trods alt får den rette erstatning, siger Heino Kegel, forbundsformand i Politiforbundet.
Det gennemsnitlige erstatningsbeløb per arbejdsskadesag er omkring to millioner kroner.
Klar til at hjælpe
Langt størstedelen af beløbet – 96 millioner kroner – udbetales som dækning for erhvervsevnetab. Altså har en given skade været så alvorlig fysisk eller psykisk, at den skaderamte ikke længere kan bestride et arbejde i samme grad som før.
- Der gøres rigtig meget for at forebygge og minimere risikoen for arbejdsskader i politiet, men man kan aldrig gardere sig 100 procent. Når det så desværre sker, har vi gode folk klar til at hjælpe, og det er en hjørnesten i det arbejde, vi laver som fagforening, siger Heino Kegel.
Politiforbundet er i øjeblikket i gang med at styrke arbejdsskadeområdet, hvor der til maj ansættes endnu en konsulent. Derudover blev der for nylig ansat en ekstra socialrådgiver, der blandt andet har til opgave at hjælpe skaderamte kolleger godt videre i livet.
Kilde: Politiforbundet




























