21-04-2026

Politiet tømmer butik med falske luksusvarer

- Kopierne er meget detaljerede og ligner de originale varer til forveksling, oplyser politiet. Foto: NSK/Politiet

Politiets afdeling "National enhed for Særlig Kriminalitet" (NSK) har beslaglagt en stor mængde ulovlige kopier af luksusvarer fra en lagerbygning i Rødovre.

NSK ransagede i går i samarbejde med Københavns Vestegns Politi en lagerbygning i Rødovre, som formodes at have fungeret som udsalgssted for ulovlige kopier af forskellige luksusvarer, herunder tøj, parfumer og ure.

I forbindelse med ransagningen har NSK beslaglagt omtrent 300 flyttekasser med ulovlige kopier af luksusvarer.

Politikommissær hos NSK Niels Kristoffersen siger:

- Sagen handler om organiseret salg af forfalskede luksusvarer. Vi mener, at lagerbygningen, som vi har ransaget i dag, har fungeret som butik og showroom.

- Kopierne er meget detaljerede og ligner de originale varer til forveksling. Salg af ulovlige kopivarer går ud over de retmæssige ejere af varemærkerne, men også kunder, der køber varerne i den tro, at de er ægte, siger Niels Kristoffersen.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk