Meddelelserne vil være i et kort format og indeholde aktuelle, operative oplysninger fra politiet til både medierne og befolkningen om alt fra trafikale hændelser til efterlysninger af kriminelle.
- Politiet har haft fuld indflydelse på udviklingen af det nye, korte meddelelsesformat, og vi er meget tilfredse med resultatet. Politi Update giver borgere og presse fri adgang til hurtig og pålidelig information om aktuelle hændelser i deres politikreds, mens de pågår, siger kommunikationschef i Rigspolitiet, René Gyldensten.
Fuld kontrol over både indhold og teknologi
Politiet har i mange år brugt det sociale medie X (tidligere Twitter) til at kommunikere kortfattet og i en fart til offentligheden om pågående operative hændelser. I en overgangsperiode vil politiet også udgive Politi Update-meddelelserne på X.
- Det har været vigtigt for os at skabe et format og en kanal, hvor politiet har fuld kontrol over både indhold og teknologi. Derudover har det været vigtigt for os at skabe en kanal uden et kommentarspor. Ikke fordi vi ikke ønsker dialog med offentligheden, men simpelthen for at undgå, at der deles ulovlige oplysninger eller fremsættes strafbare udtalelser og lignende, siger René Gyldensten.




























