En ny teknologi gør det muligt at indlejre et usynligt og uforfalskeligt “fingeraftryk af lys” i belysningen, mens en video optages. Det gør det muligt med sikkerhed at fastslå, hvor og hvornår optagelsen er lavet.
Falske videoer er i dag et milliardproblem. Boksekampen mellem Tyson Fury og Oleksandr Usyk i maj 2024 kostede ifølge estimater over 100 millioner euro i ulovlig streaming på én aften. Samtidig forstærker generativ AI udfordringen. De bedste deepfakes snyder i dag mennesker tre ud af fire gange. Krigen i Ukraine har vist, at problemet også rammer journalistik og national sikkerhed. Omstridte optagelser har sået tvivl om rapportering fra frontlinjen og bremset både indhentning af efterretninger og retsforfølgning af krigsforbrydelser ved ICC, den internationale straffedomstol.
Eksisterende løsninger forsøger at verificere indhold bagefter. Det gælder metadata-standarder, AI-baseret analyse og vandmærkning. Lightmark baserer verifikationen på lyset ved selve optagelsen. Teknologien justerer lyset i et rum, uden at det kan ses med det blotte øje. Alle kameraer, der optager, registrerer automatisk et unikt signal – også mobiltelefoner. Signalet kan senere aflæses og dokumentere præcist, hvor og hvornår videoen er optaget. Det kan ikke tilføjes bagefter, fjernes med filtre eller komprimering eller genskabes med AI.
Stadions og krigszoner
På et stadion bliver alle kameraer del af en manipulationssikker dokumentation af begivenheden. Den tyske Bundesliga registrerer omkring 10.000 ulovlige streams per kampdag. Med verifikation baseret på stadionlyset kan hver kopi spores tilbage til kilden og bruges som bevis ved sanktionering. I en krigszone kan optagelser af angreb eller troppebevægelser bruges som dokumentation i internationale retssager. Efterforskere har gentagne gange haft svært ved at fastslå, hvad der er ægte video.
“Jeg er sikker på, at vi har fundet en løsning på et af de største problemer i den digitale medievirkelighed. Vi kan skabe et rum, hvor video kan verificeres uden tvivl. Jeg håber, det kan bidrage til en mere pålidelig og gennemsigtig digital verden,” siger stifter og opfinder Daniel Oblitas Garafulic.
Teknologien kan bruges til blandt andet live-streaming, forsvar og efterretning, af offentlige myndigheder og til beskyttelse af ophavsret. Behovet bliver meget konkret, når EU’s krav om større gennemsigtighed og verificering af digitalt indhold på platforme træder i kraft fra 2. august 2026.
Valideret og patenteret
Forskning fra Cornell University, præsenteret på SIGGRAPH i 2025, har bekræftet de fysiske principper bag teknologien. Lightmark er den første virksomhed, der har gjort metoden til et kommercielt produkt. Teknologien er omfattet af en britisk patentansøgning fra maj 2025 og internationale ansøgninger via PCT-systemet.
“Problemet i dag er, at man forsøger at finde sandheden bagefter. Vi starter i det øjeblik, indholdet bliver skabt,” siger Daniel Oblitas Garafulic.
Kapital og partnerskaber
Lightmark rejser omkring 1,5 millioner britiske pund for at nå de første betalende kunder og forberede en større kapitalrejsning næste år. Udviklingen er finansieret af den danske venturefond Bifrost Defence, som også fungerer som udviklings- og implementeringspartner. Derudover er virksomheden optaget i Innovate UK’s Global Growth Programme.
“Det er slående, hvor hurtigt både forsvars- og mediebranchen forstår problemet. Samtidig mangler der reelle løsninger, så markedet er åbent, og vi er med til at definere det,” siger Daniel Oblitas Garafulic.
“Miljøer med høje sikkerhedskrav har brug for løsninger, der er integreret i selve infrastrukturen. Lightmark gør belysningen i et ministerium, et forskningslaboratorium eller et kommandocenter til en sikker signatur på alle optagelser. Ægte optagelser kan dokumenteres, og lækager kan spores,” siger Nicholas MacGowan, Managing Director i Bifrost Defence.
Bifrost Defence er en del af Bifrost Studios i København. Studiet er stiftet af Thorbjørn Rønje og Nicolai Rasmussen og arbejder med at opbygge virksomheder inden for blandt andet forsvar, fintech og AI.
Historien bag Lightmark
Ideen til Lightmark opstod i 2018, da Daniel Oblitas Garafulic blev far og indså, at hans barn ville vokse op i en verden præget af manipuleret indhold. Med baggrund i cybersikkerhed begyndte han at stille spørgsmål ved, hvorfor indholdets ægthed kun kunne verificeres med metoder tilføjet efter det var skabt. Senere deltog han i europæiske sikkerhedskonferencer under krigen i Ukraine, hvor samme problem gik igen.
“Det blev tydeligt, at hvis man kan knytte en optagelse til de fysiske forhold, den er lavet under, får man et helt andet udgangspunkt,” siger han.
Resultatet er Lightmarks teknologi, hvor modificeret lys skaber et usynligt fingeraftryk, som efterfølgende kan aflæses og dokumentere en videos oprindelse.
Prominenete folk bakker op om Lightmark
Mario Aguilar de Irmay, Senior Portfolio Strategist, Janus Henderson Investors:
“Lightmark indlejrer ægthed i det øjeblik, indholdet bliver skabt. Det betyder, at alle efterfølgende brugere træffer beslutninger på et bedre grundlag.”
Andres Brockmann, CEO & Founder, AquaLitos:
“Lightmark vil ændre, hvordan vi ser verden – fri for bekymringer om AI og piratkopiering, beskyttet fra kilden.”
Randy Thompson, CEO, Valhalla Capital:
“Lightmarks teknologi kan sammenlignes med fingeraftryk eller kulstof-14-datering.”
Om virksomhederne bag
Lihghtmark blev stiftet i 2025 af Daniel Oblitas Garafulic. Deep-tech virksomhed med fokus på verifikation af video i det øjeblik, det optages. Stifteren er ingeniør og tidligere Country General Manager hos Clarium Managed Services. Serieiværksætter med erfaring inden for AI, computer vision og digitale platforme i Europa og Latinamerika.
Bifrost Defence er en virksomhed med fokus på forsvar og sikkerhed og en del af Bifrost Studios. Bifrost Defence fungerer som udviklings- og implementeringspartner for Lightmark og arbejder med branding, strategi og go-to-market. Bifrost Studios ledes af danskerne Thorbjørn Rønje og Nicolai Rasmussen og holder til på Østerbro i København.




























