National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt otte personer i en sag om organiseret salg af kokain. Anholdelserne er sket i samarbejde med Sydøstjyllands Politi og spansk politi.
De syv anholdelser er sket i og omkring Horsens samt på Fyn. En enkelt person er anholdt i Spanien. Flere af de anholdte har tilknytning til Comanches MC.
I forbindelse med dagens anholdelser har NSK ved ransagninger beslaglagt ca. 500 gram kokain, 175.000 kroner i kontanter, en motorcykel og tre biler. Derudover har NSK beslaglagt et skydevåben med patroner, der blev fundet i et klubhus, som benyttes af Comanches MC.
De syv, der er anholdt i Danmark, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Horsens tirsdag klokken 9.30.
Ledende politiinspektør hos NSK Michael Kjeldgaard siger:
- Jeg er meget tilfreds med, at vi har kunnet skride til anholdelser i denne sag, som vi har efterforsket intensivt igennem en længere periode. Netværket har efter vores opfattelse stået bag omfattende salg af kokain i det østjyske og på Fyn, og dét er der nu sat en stopper for.
NSK vil anmode om dørlukning ved grundlovsforhøret, og har derfor ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.




























