19-05-2023

Luftforurening i dansk teltlejr i Letland

Camp Valdemar i Letland. Foto: Tue Skals / Forsvaret

Luftkvaliteten i beboelsesteltene hos udsendte danske soldater i Letland har været påvirket af partikel- og luftforurening. Det viser en ny analyse udført af Forsvaret. Forsvarets Sanitetskommando vurderer dog, at den helbredsmæssige risiko på baggrund af luftforureningen er minimal. Det oplyser Forsvarskommandoen.

I april blev der gennemført en test af luftkvaliteten i Camp Valdemar i Letland, hvor danske soldater har været udsendt som en del af NATO’s styrkede tilstedeværelse i Baltikum. Testen blev gennemført, efter at soldaterne var blevet opmærksomme på sod på sengetøj og overflader og generelt dårlig luftkvalitet i beboelsesteltene, oplyser Forsvarskommandoen.

Testen af luftkvaliteten blev gennemført af Forsvarets Center for HR-rådgivning og Arbejdsmiljø. Rapporten konkluderer, at der forekommer partikel-/luftforurening både inde i og uden for teltene. Forureningen blev skabt af de dieseldrevne varmeapparater, VA-M40, som har leveret varme til soldaterne under deres udsendelse.

Hvert enkelt telt er opvarmet af et dieseldrevet varmeapparat, som udleder udstødningsgas uden for teltet. I Camp Valdemar i Letland er udledningen fra et stort antal varmeapparater på et lille område trængt ind i teltene via åbninger og friskluftindsugning.

Sundhedsskadelig men ikke alarmerende

De målte mængder overskrider Arbejdstilsynets grænseværdier, selv om test af luftkvaliteten blev foretaget på et tidspunkt, hvor vejret var mildt. Det betyder, at varmeapparaterne ikke har kørt maksimalt, da testen blev foretaget. Rapporten vurderer, at eksponering for partikel-/luftforurening anses for at være sundhedsskadelig.

- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over denne situation, men jeg er betrygget af, at der nu er rettet den nødvendige opmærksomhed på sagen fra relevante myndigheder, siger chefen for det andet hold udsendt til Letland, oberstløjtnant Thomas Lunau.

Forsvarskommandoen har rådført sig ved Forsvarets Sanitetskommando om eventuelle sundhedsskadelige påvirkninger for dem, der har opholdt sig i teltene.

Forsvarets Sanitetskommando vurderer, at den helbredsmæssige risiko på baggrund af luftforureningen er minimal. Dette skyldes den relativt korte eksponeringsperiode på seks måneder, hvor ophold i teltene yderligere er begrænset til en del af døgnet.

- Det er vanskeligt at påvise en direkte sammenhæng mellem ophold i lejren og eventuel lungepåvirkning, men Sanitetskommandoen anbefaler, at udsendte medarbejdere, der efter hjemkomst har udviklet lungesymptomer, retter henvendelse til det lokale infirmeri med henblik på undersøgelse, diagnostik og registrering, siger Susanne Bach Lausten, der er generallæge ved Forsvarets Sanitetskommando.

Det råd gælder også soldater, der tidligere har været udsendt til missioner, hvor de samme varmeapparater har været anvendt.

Ikke i fremtiden

Teltlejren i Letland er i disse dage ved at blive taget ned, og inden næste hold forventes udsendt i 2024 vil der være opsat indkvartering til soldaterne, der opvarmes med elektriske varmepumper.

De dieseldrevne varmeapparater bliver ikke brugt på til opvarmning af indkvartering ved andre af Forsvarets missioner, og Forsvaret undersøger sammen med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse en løsning på problemer med at opvarme beboelse i områder, hvor elektricitet ikke er en mulighed.

Forsvaret har haft udsendt omkring 800 soldater i to omgange til NATO-missionen i Letland, oplyser Forsvarskommandoen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk