I morgen er det Valentinsdag, og det betyder flere datingbeskeder, flere swipes og flere forsøg på digital svindel. Check Point Research har i år oplevet en stor stigning i antallet af valentinsdag-relaterede netbutikker og falske datingsider, der efterligner kendte mærker eller brands.
I januar 2026 blev der alene registreret 696 nye valentinsdag-domæner, hvilket er en stigning på 44 pct. sammenlignet med tallene for marts til december sidste år. I årets første fem dage af februar blev der registreret yderligere 152 valentinsdag-domæner, hvilket repræsenterer en stigning på endnu 36 pct. Det mest skræmmende er, at 97,5 pct. af dem vurderes som usikre.
Derudover registrerede Check Point i januar 2026 710 datingdomæner, der efterligner datingplatforme, hvilket svarer til en stigning på 9 pct. sammenlignet med december 2025. Grunden til hackernes store interesse skal muligvis findes i det store aktivitetsniveau, som disse datingapps ser ugerne før, på og efter valentinsdag. Her viser data fra Tinder fra 2024 blandt andet, at der var 3,6 millioner flere likes, 2,8 millioner flere beskeder og 78 millioner ekstra swipes på valentinsdag.
Om tendensen siger Balder Borup, der er Security Engineer Team Leader hos Check Point Software Technologies:
- Valentinsdag er gået hen og blevet lidt af en digital kærlighedsfest, hvor flere går på jagt efter både dates og gode tilbud. Når vi ser flere nye valentinsdag- og datingdomæner på samme tid, så er det fordi de cyberkriminelle ser en mulighed i folks hastværk, hvor folk kan have en tendens til at klikke, logge ind eller dele oplysninger. Det kan være falske login-sider, der høster adgangskoder, såkaldte phishing-forsøg, hvor beskeder udgiver sig for at komme fra en kendt tjeneste, eller datingsider, hvor relationen bygges op over tid, før der kommer en anmodning om penge eller data.
- Derfor er det vigtigt at sænke tempoet, dobbelttjekke URL’er for små stavefejl og være skeptisk, hvis en kontakt hurtigt vil flytte samtalen væk fra platformen eller beder om betaling, siger han.
Fem anbefalinger til ikke at gå i kærlighedsfælden:
1. Dobbelttjek URL’en: Vær opmærksom på små stavefejl og variationer i webadresser, især ved login-sider.
2. Vær skeptisk over for mails: Klik ikke på links og åbn ikke vedhæftede filer med uventede “gaver”, konkurrencer eller rabatmails. Slet eller rapportér beskeden i stedet.
3. Brug officielle apps: Download datingapps via officielle app stores, og undgå login via links fra beskeder og opslag.
4. Flyt ikke samtalen: Vær skeptisk, hvis en ny kontakt presser på for at skifte til andre kanaler med det samme.
5. Brug multifaktorgodkendelse (MFA): MFA kan begrænse skaden, hvis loginoplysninger kompromitteres.






























