16-12-2021

Gode testresultater for strå imprægneret med ler

Ler er en overraskende velfungerende brandimprægnering på stråtækte facader. Det viser tests foretaget hos DBI som en del af et udviklings- og demonstrationsprojekt.

I samarbejde med Det Kongelige Akademi- Arkitektur, Design, Konservering indledte DBI i foråret et projekt, der skulle undersøge naturmaterialers brandegenskaber i forhold til brandimprægnering af stråfacader. Projektet ‘Tækkede bygningsfacader til den grønne omstilling – CO2-neutral brandsikring af tækkede lodrette flader’ udvikler og tester tækkede bygningsfacader, som er miljøvenlige og brandsikrede med bl.a. ler med en ambition om på sigt at kunne anvendes i byggeriet. I løbet af efteråret er der udført en række tests af forskellige imprægneringer, og resultaterne er overraskende positive.

- I første omgang udførte vi 14 mini-SBI-tests (Single Burning Item, red.) for at finde den metode og type imprægnering, der udviste det største potentiale. Tre typer viste sig at være særligt gode, hvor ler af forskellige typer blev påført mellem de yderste lag. Vi valgte det reneste materiale, moræneler, og udførte herefter tre skalerede facadetests, siger Anne Beim, der er professor på det Kgl. Akademi og leder af Center for Industriel Arkitektur (CINARK).

Ingen ild
De tre skalerede facadetests omfattede en uimprægneret, tækket facade, en facade imprægneret med moræneler og en facade imprægneret med moræneler og sektioneret i batt med lerplader, der skulle fungere som brandstop.

- Især udgaven med batts klarede de 30 minutter meget imponerende og faktisk bedre end forventet. Alt, der udsættes for flammer i 30 minutter, bliver svedet, men der var overhovedet ingen ild. Vi havde forventet, at leret ville have en brandhæmmende effekt, men vi vidste ikke hvor længe eller hvor meget, og resultatet var en glædelig overraskelse. Især når man sammenligner med den uimprægnerede facade, som måtte slukkes efter 3 minutter pga. flammeudviklingen, siger Anne Beim.

En farbar vej for stråtækte facader
Samtidig viste de tekniske data fra prøvningen, at materialerne i facaden ikke bidrog til branden, hvilket teoretisk betyder, at strå imprægneret med moræneler udviser de samme egenskaber som materialer, der normalt forbindes med lav brandrisiko.

- Testene viser, at ler virker som brandimprægnering på stråtækte facader – rigtigt godt endda. Vi ved endnu ikke, hvordan opfugtning eller ældning påvirker imprægneringen, eller hvordan lerimprægneringen påvirker tagrørene. Men resultaterne viser, at der er grund til også at se på de områder, for alt tyder på, at der bestemt er en farbar vej for de stråtækte facader, siger Anne Beim.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk