16-09-2019

Fremtidens største trussel er ifølge Snowden overvågning med kunstig intelligens

I anledning af udgivelsen af sin bog har whistlebloweren Edward Snowden åbnet for sine tanker om teknologi og afsløringer om sit privatliv, der bærer præg af, at whistlebloweren er tvunget til at bo i Rusland de næste mange år. Det skriver Version2, der citerer The Guardian, som har mødt Snowden i Rusland.

Edward Snowden mener selv, at han gjorde det rigtige ved at fortælle omverdenen om USA's omfattende overvågning af både landets arvefjender og dets nærmeste allierede.

Samtidig påpeger Snowden, at der i fremtiden vil være endnu større udfordringer - især når det gælder kunstig intelligens:

»Et overvågningskamera udstyret med kunstig intelligens er ikke blot en enhed, der kan bruges til at optage, men bliver i højere grad en slags automatiseret politibetjent,« siger Snowden til The Guardian.

Snowdens største frygt er, at myndigheder og virksomheder begynder at udlevere data til hinanden, så man kan lave en permanent record (hvilket også er navnet på hans bog) på alle individer.

Kilde: Version2


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen