06-07-2023

Flyvevåbnet ophæver flyveforbud for T-17 efter ulykke

Foto: Forsvarskommandoen

Flyvevåbnets T-17-træningsfly er ikke længere underlagt flyveforbud og må flyve igen, da der ikke er tale om en teknisk fejl ved flyene. De to piloter er fortsat indlagte.

Forsvarets T-17-træningsfly må flyve igen, efter at al flyvning med flytypen blev indstillet som følge af ulykken den 29. juni, hvor en instruktør og en flyverelev havarerede øst for Vinderup ved Holstebro. Det meddeler Forsvarskommandoen.

På baggrund af indledende undersøgelser har Flyvevåbnet valgt at ophæve flyveforbuddet, da der ikke er noget, der tyder på, at der er en teknisk fejl på flyene.

Havarikommissionen, der består af tekniske eksperter på bl.a. det tekniske, operative og medicinske område, er dog stadig i gang med at undersøge hændelsesforløbet. Mens det arbejde pågår, og indtil der foreligger yderligere konklusioner om hændelsen, har Forsvaret ikke yderligere kommentarer.

De to piloter, der var involverede i ulykken, er fortsat indlagte og i behandling.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk