02-09-2020

Der er brug for flere fængselsbetjente – ikke kun flere mursten

Foto: Fængselsforbundet

“Det er ikke kun fængselspladser, som vi har for brug for. Det er også flere betjente,” Sådan lyder budskabet fra Fængselsforbundets til regeringens finanslovsforslag.

Ifølge forslaget videreføres en række kapacitetsudvidelser og der planlægges yderligere udvidelser i Helsingør Arrest, Horserød Fængsel, Køge Arrest, Ringe Fængsel, Sønder Omme Fængsel og Nyborg Fængsel.

Pladserne skal lette presset på fængslerne, men Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen mener, at de nye pladser kun giver mening, hvis der følger mandskab med.

- Jeg er glad for, at regeringen forsøger at komme os i møde med flere pladser, men det nytter ikke noget at åbne flere pladser og håbe at der ved et trylleslag kommer flere fængselsbetjente.

Ifølge finanslovsforslaget tages mandskabsspørgsmålet først op ved forhandlingerne om næste flerårsaftale for Kriminalforsorgen i efteråret 2021. Det mener Bo Yde Sørensen, er alt for sent.

- Vi har mistet over 500 fængselsbetjente. Samtidig er fangetallet steget markant. Det bliver regeringen simpelthen nødt til at forholde sig til. Vi kan ikke vente til 2022, før der tages hånd om vores grundlæggende problem, siger han.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk