29-09-2020

40.000 skoleelever lærer om brandforebyggelse i denne uge

I uge 40 lærer 40.000 skoleelever om brandforebyggelse. Målet er, at børn og unge vokser op og bliver brandsikre voksne.

Hvert år i uge 40 sætter Beredskabsstyrelsen og TrygFonden fokus på brandforebyggelse og tilbyder gratis undervisningsmaterialer til landets skoler. Over 500 skoler har bestilt materialer, så mere end 40.000 elever i 0.-1. klasse og 4.-5. klasse kan lære om, hvordan man undgår brand, og hvad man skal gøre, hvis der opstår brand.

I år er materialerne til 0.-1. klasse blevet opdateret. De indeholder nu bl.a. en klasseplakat med gode brandråd og en tjekliste, man kan tage udgangspunkt i til en snak om brandforebyggelse med familien.

- Folkeskolen er stedet, hvor vi danner et fælles fundament for livet, og derfor er det også helt oplagt at sætte brandsikkerhed på skoleskemaet. Ild kan hurtigt komme ud af kontrol, og det er afgørende, at vi alle ved, hvad vi skal gøre, hvis det brænder. Det gælder ikke mindst børnene, siger forsvarsminister Trine Bramsen.

- Ild kan udvikle sig til en farlig brand hurtigere, end man aner, og derfor er det vigtigt at kunne handle. Børn skal især tænke på at redde sig selv og få skaffet hjælp fra voksne og gerne ringe 1-1-2. Hvis børn får en god forståelse for brandfare og -forebyggelse kan vi mindske risikoen for, at de kommer til skade ved brand og samtidig klæde dem på til at blive brandsikre voksne, siger programchef i TrygFonden René Højer.

Sådan bliver man en brandsikker familie. Man skal tale med sit barn om:

  • Hvorfor man skal redde sig selv først
  • At man skal sige det til en voksen, hvis det brænder, så de kan ringe til brandvæsenet
  • At børn også kan ringe 1-1-2
  • At brandvæsenet altid er parat til at hjælpe

Gode råd i hjemmet

  • Test jævnligt, at dine røgalarmer virker
  • Gå aldrig fra levende lys – den, der tænder, slukker
  • Bliv i køkkenet, når du laver mad på komfuret, og læg ikke ting på komfuret
  • Tal med familien om, hvordan I kommer sikkert ud, hvis det brænder
  • Ring 1-1-2, hvis det brænder


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen