- Vi bruger flere stearinlys og pynter op i vores hjem i december. Det øger brandfaren. For selv en lille flamme kan udvikle sig til en stor brand. Derfor skal du aldrig have stearinlys tændt uden opsyn. Samtidig skal du tænke over, hvor du placerer de levende lys i hjemmet. F.eks. bør du ikke sætte dem i vindueskarmen, hvis du har gardiner, der kan flagre ind i ilden, siger han.
Brandhæmmende spray
Levende lys i juledekorationer og juletræer er blandt de helt store syndere i juletiden:
- Når man nærmer sig juleaften, er lysene brændt godt ned i juledekorationen. Så er granet i dekorationen blevet knastørt, og dekorationen kan derfor nemt antænde, siger Marcello Francati og fortsætter:
- Du kan mindske brandfaren, hvis du giver dine juledekorationer en omgang brandhæmmende spray. Sådan en spray kan købes i de fleste byggemarkeder. Især anbefaler vi at brandimprægnere juledekorationer til ældre mennesker, siger han.
Herudover anbefaler Marcello Francati at have en flaske vand eller en vandforstøver i nærheden, hvis man har levende lys på juletræet.
Røgalarmer
Brandrådgiveren understreger samtidig vigtigheden af at have installeret røgalarmer i hjemmet:
- Alle boliger bør have røgalarmer. Mindst én på hver etage, som kan høres tydeligt i opholdsrum og soveværelser, også når døren mellem rummene er lukket. Og husk altid at teste, at alarmerne også virker, opfordrer Marcello Francati.
5 gode råd
Gå aldrig fra levende lys
Sæt ikke levende lys i vindueskarmen, hvis du har gardiner
Giv juledekorationer brandhæmmende spray
Hav en flaske vand klar tæt ved juletræet, når det er tændt med levende lys
Hav altid mindst én røgalarm i hjemmet, og husk at teste, at den virker