Som man blandt andet har kunne læse her på Security User, så er branchen dårlig til at udnytte de muligheder, der ligger i AI, IoT og cloud-løsninger. Mange sikringsvirksomheder har kunder, der er begyndt at være opmærksomme på mulighederne inden for IT-baserede løsninger, og derfor er de også begyndt at stille krav til de installationer og produkter, der skal sikre deres værdier.
Fremover er det derfor nødvendigt, at sikringsvirksomhederne bliver i stand til at forklare den merværdi, der ligger i at udnytte IT-mulighederne. Og så skal sikringsvirksomhederne også opsætte løsninger - uden at gå på kompromis med kundens IT-sikkerhed.
Derfor har vi i SikkerhedsBranchen besluttet at følge det spor, da det er vejen frem – også selv om der ligger en lang rejse foran os. SikkerhedsBranchen indgår derfor i et samarbejde med Dube, en af Danmarks førende virksomheder inden for cyber- og informationssikkerhed, med henblik på at nedsætte et udvalg, som skal arbejde målrettet med at klæde sikringsvirksomheder på med viden om muligheder og risici inden for blandt andet AI og IoT. Samtidig er det formålet at etablere et samarbejde med relevante myndigheder, lovgivere og andre vigtige interessenter.
Første skridt på vejen er et webinar, der vil afdække, hvordan verden ser ud i forhold til IT-baserede løsninger, og hvordan fremtiden tegner sig. Derudover vil det give et indblik i, hvordan man skaber løbende værdi til kunden og løbende indtægt til sikringsvirksomhederne – og ikke mindst hvordan virksomhederne kommer godt fra start.
Jeg glæder mig over det nye initiativ, da vi ikke har været dygtige nok til at udnytte og håndtere de muligheder, der ligger i de digitale løsninger. Det bliver vi nu. Det bliver et langt sejt træk, men nu har vi setuppet til at håndtere muligheder og udfordringer sammen med - og til gavn for - medlemmerne og kunderne.