Ny vejledning om eksplosionssikring
Howeni Eurosafe har i regi af sin afdeling Howeni Institute udarbejdet en overskuelig vejledning målrettet blandt andre sikringsansvarlige og sikringsrådgivere, der behandler en række af de overvejelser, man skal gøre sig, når man vil sikre sig mod eksplosioner. Her bringes et uddrag samt link til den fulde vejledning.
Howenis vejledning er målrettet sikringsansvarlige, sikringsrådgivere og andre, der ønsker at sikre sig mod eksplosioner. Foto: Howeni.
EN standarder
Test af produkter og løsninger, der skal yde sikring mod eksplosioner, sker efter EN standarden 13123-1 (Shock tube) og 13123-2 (Outdoor) med efternavnene ”S”, hvor enheden/elementet ikke er sikret mod splinter og fragmenter eller ”NS”, hvor enheden/elementet er sikret mod splinter og fragmenter. Man tester såvel enkelte bygningsdele som et vindue og en dør men også komplette elementer og eksempelvis facadepartier.
Teori
Ofte baseres de individuelle vurderinger på ECA (Explosive Consequence Analyses) og BRA (Building Resilience Analysis). Altså vurderinger af eksplosionskonsekvenser samt bygningens modstandskraft. Den enkle forklaring på eksplosion er:
• Maksimalt tryk (Den maksimale energiintensitet (trykpåvirkning) der påvirker objektet per arealenhed)
• Impuls (Den samlede energipåvirkning på objektet per arealenhed (summen af tryk over tid))
Risikovurdering
I alt sikringsarbejde er det en god idé at starte med at vurdere risikoen for, om man kan blive mål for en given hændelse eller ej.
A. Kan og vil det ske?
Indhent oplysninger fra myndighederne. Er vi interessante at angribe på grund af det, vi laver, er vi blevet et mål, fordi andre har sikret sig bedre end os, eller er vores nabo et mål?
B. Hvilken mængde eksplosiver?
En bombemand vil altid lave sin bombe så stor og effektiv som muligt. Er ’begrænsningen’ en taske eller en personbil? 10 kg eller 250 kg?
C. Indendørs eller udendørs?
En lille bombe indendørs kan gøre større skade end en større bombe udendørs.
D. Stand-off?
Den mindste mulige afstand fra bygningen og ud til bombens placering.
Afstand
Hvis man kan komme langt nok væk fra en given eksplosion, så kan det alene være nok, og yderligere sikring er ofte ikke nødvendig. Det er bare ikke alle steder, dette er en mulighed. Kan du kontrollere området omkring din bygning, så køretøjer ikke kan komme tæt på bygningen, så har du udelukket, at store bomber kan placeres med den metode.
Fragmenter
Fragmenter fra- og i forbindelse med eksplosioner er af stor betydning for konsekvenserne ved eksplosionen. Som beskrevet kan man købe NS klassificerede løsninger, som forhindrer glasfragmenter fra ruderne. Det er dog ikke det samme som at de forhindrer fragmenter fra det omgivende miljø.
Glassplinter
Næste skridt kan være at sikre mod flyvende glassplinter. Når en glasflade knuses af en trykbølge fra en eksplosion, så accelereres glassplinterne op til en stor hastighed, som kan skade rigtigt mange mennesker på én gang. Eksisterende glas kan sikres ved brug af sikringsfilm, som klæbes på hele glasfladen og fuges til rammen. Filmen holder glasset samlet, så mængden af flyvende fragmenter reduceres kraftigt.
Bygningen
Du skal også vurdere bygningens styrke, da det naturligvis ikke blot er glaspartier, der påvirkes ved en eksplosion. Her skal der fagfolk til at gennemgå bygningen og give en vurdering af, hvad bygningen kan modstå af trykpåvirkninger.
Sikre zoner
At sikre mod eksplosion kan således hurtigt gå hen og blive endog meget dyrt. Derfor er det vigtigt, at du udvælger de områder af bygningen, der skal sikres mod eksplosion med omhu ved brug af risikovurderingen. Brug ressourcerne der, hvor der opholder sig mennesker i længst tid. Rum med kortvarige ophold kan prioriteres lavere.
Installation og montage
Døre og vinduer, som kan modstå påvirkningen fra en stor eksplosion, gør det ikke alene. Man skal huske på, at elementet (døren/vinduet) ikke optager det tryk, som kommer fra eksplosionen. Trykket overføres næsten fuldt ud til de fastgørelsespunkter, der er mellem elementet og bygning.
Beredskabsplan
I tilfælde af en eksplosion er det vigtigt, at have sin beredskabsplan klar og afprøvet. Alle skal være klar over, hvad de hver især skal gøre. Husk, at tænke på videreførelse af virksomhedens/organisationens aktiviteter
Sammenligning og skema
I skemaerne i vejledningen kan man se, hvilke sikringsniveauer, Howeni anbefaler (grøn) og ikke anbefaler (rød).
Kolonnerne indeholder beskrivelse af de forskellige sikringsniveauer fordelt efter EN standarden. Rækkerne beskriver, hvorledes de sammenlignelige standarder er placeret i forhold til EN standarden samt eksempelvis gennembrydningstider.
Den fulde vejledning kan downloades her.