Solar PowerMax – mere end en alarm
Solar satser på trådløse alarmer og viser på Sectech bl.a. PowerMax, der har potentiale til mere end blot en alarm. Producenten Visonic Ltd har sammenfattet alle systemets faciliteter i begrebet Home Automation.
Hvis man kunne tænke sig, at garageporten begyndte at rulle op, når man kører ind i indkørslen og at lyset i entreen tænder, mens man er på vej ind fra garagen – eller at alarmcentralen giver en talebesked fra børnene om, at de kommer senere hjem, ja så er PowerMax måske løsningen.
En transistorudgang sørger for, at systemet kan tænde eller slukke forskellige elektriske enheder som lys, radio, tv. m.v. Ved hjælp af eksterne moduler, som anvender en speciel protokol, kan man starte op til syv netenheder.
Grundlæggende er PowerMax dog et sikringsanlæg, hvor en centralenhed overvåger og styrer alle funktioner. Centralenheden kan tilkobles trådløse pirdetektorer, magnetkontakter, røgdetektorer, nødkaldssendere, og universalsendere. Anlægget kan håndtere hele 30 selvstændige zoner i de overvågede arealer. I tilfælde af alarm udløses en intern sirene, og samtidig sendes besked via telefonnettet til enten en kontrolcentral eller til op til fire private telefoner i prioriteret rækkefølge.
PowerMax fra Solar kan opleves på Sectech, 22.-23. oktober på Hotel Scandinavia i København.