Overvågning - trussel eller sikkerhed
SikkerhedsBranchen og Institut for Menneskerettigheder har indledt et usædvanligt samarbejde og holder sammen et seminar om videoovervågning på sikkerhedsmessen Sectech, der finder sted onsdag 3. november på Hotel Eremitage i Lyngby
Efter at Institut for Menneskerettigheder og SikkerhedsBranchen tidligere i år udtalte sig om overvågning til den samme dagbladsartikel, indledte de to organisationer en mere direkte debat, som nu har resulteret i et samarbejde om flere seminarer om overvågning.
- Ideen er at høre folks holdninger til overvågning og diskutere den med dem. Det sker på flere seminarer, hvor vi møder forskellige grupper i samfundet, hvorefter der afsluttes med en høring på Christiansborg i 2005, hvor holdningerne præsenteres for politikerne, siger direktør for SikkerhedsBranchen, Kasper Skov-Mikkelsen.
En vigtig gruppe i denne sammenhæng er den branche, der beskæftiger sig med overvågning. En anden vigtig gruppe er brugerne, for eksempel sikkerhedschefer. SikkerhedsBranchen har netop præsenteret justitsministeren og Folketingets retsudvalg for en skitse til en samlet ITV-lovgivning, og når SikkerhedsBranchen i de kommende drøftelser om lovgivningen skal fremføre branchens synspunkter, er det naturligvis vigtigt, at man har hørt holdningerne fra så bred en kreds som muligt, så det er de rigtige signaler, man tager med ind i det politiske arbejde.
SikkerhedsBranchen (Den Danske Brancheforening for Sikkerhed og Sikring) består af virksomheder, der professionelt arbejder med sikkerhed og sikring. Udover at varetage medlemmernes interesser har SikkerhedsBranchen også til opgave at informere om sikring og tryghed samt at sætte sikkerhedspolitiske emner på dagsordenen.
Institut for Menneskerettigheder er et dansk centrum for opsamling af viden om menneskerettigheder i Danmark, i Europa og internationalt. Arbejdet på instituttet omfatter forskning, information, uddannelse og dokumentation om danske, europæiske og internationale forhold.
Yderligere info på www.sectech.nu